Fortsæt til indhold
Aarhus

»De er bare ude efter min stol«

En stædig kamel med en bramfri tunge. 53-årige Conny Dideriksen har længe været en politisk profil i Frederiksborg Amt, men nu har hendes socialdemokratiske partifæller i amtsrådet fyret hende som gruppeformand.

Af ANDERS T. DAMGAARD

Siden midten af 80Õerne har viceamtsborgmester Conny Dideriksen (S) været en af de mest markante og kontroversielle skikkelser på den politiske scene i Frederiksborg Amt.

Ord som stædig, temperamentsfuld, bramfri og slagkraftig går igen i beskrivelserne af hendes politiske virke. Det var for eksempel Conny Dideriksen som under en debat om organdonation i 1990 højlydt bemærkede, at hun aldrig ville give sit hjerte til en fremskridtsmand.

I weekenden blev den tidligere HT-bestyrelsesformand imidlertid fyret som socialdemokratisk gruppeformand i amtsrådet. En post hun har siddet tungt på i en halv snes år.

Selv kalder hun det for et kup forårsaget af tre magtbegærlige mænd: Den nye gruppeformand, Per Seerup Knudsen, formanden for sundhedsudvalget, Carsten Bo Jensen, og bestyrelsesformand i HT Georg Miksa.

De tre udgør sammen med Conny Dideriksen, Bo Jørgensen og Harald Kortland den socialdemokratiske gruppe i amtsrådet.

»De er bare ude efter min stol,« siger Conny Dideriksen oven på beslutningen, der kom som en bombe.

Punktet var end ikke på dagsordenen for det gruppemøde, der endte med at koste hende formandsposten.

Anstrengte forhold

Blandt kilder tæt på den socialdemokratiske gruppe er det da også en udbredt opfattelse, at Conny Dideriksen har haft en for dominerende og enerådende facon, der længe har været en torn i øjet på de øvrige gruppemedlemmer. Den officielle begrundelse fra "kupmagerne" går på dårlig kemi i gruppen og ønsket om en mere moderne profil.

Conny Dideriksen selv lægger ikke skjul på, at hun længe har haft et anstrengt forhold til ikke mindst formanden for sundhedsudvalget, Carsten Bo Jensen.

Og den interne rivalisering i den socialdemokratiske gruppe blev ikke mindre af, at Conny Dideriksen op til det seneste kommunevalg i november 1997 måtte gennem et kampvalg mod Per Seerup Knudsen om at blive partiets spidskandidat. Hun vandt urafstemningen blandt medlemmerne og blev siden partiets største stemmesluger med næsten 13.000 personlige stemmer.

»Det her er noget, nogen har ønsket mig længe,« siger Conny Dideriksen.

Behov for nyt blod

Per Seerup Knudsen afviser, at der er tale om en decideret magtkamp internt i gruppen.

»Når en person har siddet så mange år på formandsposten, så opstår der et behov for at gøre tingene på en ny måde,« siger han.

Fyringen fra formandsposten får ingen indflydelse på Conny Dideriksens øvrige politiske poster. Hun er også stadig formand for amtets socialudvalg og medlem af økonomiudvalget.Og hun kan stadig titulere sig viceamtsborgmester.

Conny Dideriksen ser derfor heller ikke beslutningen som indledningen på en politisk deroute.

Og hendes enlige støtte i amtsrådsgruppen, Harald Kortland, konkluderer da også:

»Conny er jo ikke ligefrem kendt for at give op.«