Mickey holder takten

I hvert fald hvis man skal tro Mickey Fredie-Pedersen, forhenværende topdanser og nuværende instruktør og indehaver af Danmarks største og ældste familieejede danseskole. Hans mangeårige erfaring fra de bonede gulve i Fredie-Pedersen Dansestudio på Amagerbrogade siger, at alle kan lære de mest basale trin ganske hurtigt. Og at det i øvrigt atter er topmoderne at skridte gulvet af i de klassiske dansediscipliner.

»Både standarddans og de latinamerikanske danse har det bedre i dag, end de havde for 20 år siden. De har virkelig fået deres renæssance. I 1960'erne var der mange danseskoler, der knækkede halsen. Og vi snakker virkelig mange. Det skete jo i hippie-tiden, da mange forældre ikke syntes, at det var smart at sende deres børn til dans,« siger Mickey Fredie-Pedersen.

»Men alle dem, der ikke fik lov til at gå til dans dengang, har nu selv fået børn, og de er kommet til den erkendelse, at det har været et problem for dem, at de ikke kunne danse bare til husbehov. Når de har været til fester, har de måttet sidde og drikke sjusser, mens de andre har moret sig på dansegulvet. Dans er jo en vidunderlig måde at komme i kontakt med én af det andet køn på.«

Hjem fra USA

Mickey Fredie-Pedersen ved, hvad han taler om. Både hans første kone og hans nuværende, Søs, har også været hans partnere på alverdens dansegulve.

Amager-drengen kastede sig ud i sin første rumba, quickstep og paso doble tre år gammel på danseskolen, der blev startet op af hans far i 1935. Siden fulgte danske mesterskaber i sportsdans i samtlige årgange. Og en professionel karriere i USA.

»Der var aldrig tale om, at jeg skulle overtage danseskolen fra min far. Men da han døde i en ret tidlig alder i 1973, havde jeg valget mellem at blive i Amerika, hvor jeg var aktiv konkurrencedanser, eller at tage hjem og overtage skolen. Hvis ikke jeg var kommet hjem, havde min mor solgt den.«

Samtidig besluttede han sig for at holde lidt igen med trinene.

»Det var jeg nødt til. Jeg kunne ikke overkomme både at drive skolen og danse selv. Men da Søs kom på banen i slutningen af 1970'erne, begyndte jeg igen. Og vi klarede os faktisk ret godt sammen,« mindes Mickey Fredie-Pedersen, der med et fast greb om Søs svang sig rundt i den absolutte verdenselite i professionel sportsdans i et par år.

Slut med Violet

Som 28-årig trådte han endeligt ud af konkurrence-skoene for at give sig mere tid til danseskolen. Det krævede en større omstilling end ventet.

»Det var meget svært at stoppe. Jeg havde levet et meget professionelt liv med flere timers daglig træning i mange år. Desuden skulle jeg vænne mig til, at det hele ikke længere drejede sig om mig. Nu skulle jeg pludselig arbejde med at bringe talentet frem i andre. Men det blev hurtigt meget berigende at arbejde med nybegyndere og se, hvordan de udviklede sig allerede efter en måned,« siger Mickey Fredie-Pedersen.

Han har alle dage tilstræbt en danseskole, der følger med tiden. Der er stadig plads til det ægtepar i 80 års alderen, der kommer en gang om ugen for at danse engelsk vals. Men der er også plads til såkaldte freestyle-discipliner som jazzballet, breakdance, electric boogie, disco (»John Travolta har gjort meget for dansen«), hip hop og techno.

»Det var faktisk godt, at førnævnte oprør kom i 1960'erne, for danseskolerne var vitterligt ved at gå til i forstokkelse og selvtilstrækkelighed. Undervisningen foregik på den meget gammeldags og pedantiske måde, som man kan huske fra fru Violets danseskole i Matador. Det var virkelig sådan. Den militaristiske undervisningsform ser man slet ikke i dag.«

Presser børnene

Danseskoleundervisning har med andre ord skiftet karakter fra kontant indlæring til motion i festligt lag ifølge Mickey Fredie-Pedersen. For de fleste danseres vedkommende. De elitedanserne, der udgør fem procent af kundeunderlaget på Fredie-Pedersen Dansestudio, skal selvfølgelig presses til at yde deres ypperste, understreger han. Deriblandt hans egne børn, Gigi og Sonny, der begge er forsvarende verdensmestre.

»Jeg ved godt, at jeg er blevet beskyldt for at pace mine børn frem. Men det er ren og skær uvidenhed, at folk siger sådan noget. Jeg mener ikke, jeg pacer dem. Jeg presser dem, og der er stor forskel på at pace og presse. Man kan sagtens presse børn. Det skal man faktisk gøre, ellers opnår de ingen resultater. Jeg hjælper dem hen imod et mål, de selv ønsker at nå.«

Vil du presse dine børn til at overtage danseskolen en dag?

»De skal kun overtage den, hvis de selv har lyst, når den tid kommer.«