Fortsæt til indhold
Aarhus

En legende sagde farvel

26 års natur- og dyreprogrammer har gjort Poul Thomsen til fast inventar i TV. I går blev der holdt en stor afskedsreception i TV-Provinsafdelingen i Århus for den folkekære TV-vært.

Af MURAD AHMED

»En helt naturlig forklaring.« Den sætning har stort set alle TV-seere i Danmark gang på gang oplevet, når TV-værten Poul Thomsen uge efter uge optrådte på TV med sine helt unikke dyre og naturprogrammer.

Poul Thomsens programmer er altid endt med at blive seermagneter, der har toppet listen over de mest sete programmer i Danmark.

Hvem kender for eksempel ikke "Dus med dyrene", "En naturlig forklaring", "Hund og hund imellem" og "Mit Danmark" for blot at nævne nogle af programmerne i Poul Thomsens imponerende repertoire.

Mange gæster

Men nu er det slut. Poul Thomsen har valgt at stoppe, mens legen er god. I går blev der sagt farvel til et par hundrede venner, kolleger og familiemedlemmer, som var inviteret til en storstilet afskedsreception i TV-byens enorme studie 12, hvor adskillige af dyre- og naturprogrammerne er optaget gennem årene.

Et enormt presseopbud vidnede om danskernes store interesse for den folkekære tv-vært, der stopper efter 26 år foran kameraet.

»Han er uerstattelig.« Det skortede ikke på rosende ord om natureksperten fra TV-kollegaen Flemming Leth.

»Jeg kommer virkelig til at savne ham fremover. Men jeg regner da med, at vi stadigvæk ses en gang imellem,« sagde Flemming Leth, som har været nabo til Poul Thomsen på kontorgangen hos DR i Århus.

Dronningetale

Der blev holdt adskillige taler for den afgående naturekspert. De mest bemærkelsesværdige ord kom imidlertid fra Morten Thomsen, Poul Thomsens søn. I promp og pragt havde han taget skikkelse som en overbevisende dronning Margrethe, der holdt en kort tale og derefter adlede ridder Thomsen med "Daisy-ordenen" for mange års tro tjeneste.

I sin egen takketale fik kollegerne på DR et kærligt ord med på vejen.

»I mine mange år her på stationen har jeg mødt så mange dejlige mennesker. Det kan jeg takke DR for. Tusind tak allesammen. Forestillingen er forbi, og festen kan begynde,« sagde en bevæget Poul Thomsen.

Ikke flere forklaringer

Poul Thomsens er ikke den eneste, der stopper med at give naturlige forklaringer på TV. Medværterne i programmerne gennem flere år, Svend Tougaard fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg og Poul F. Hansen fra Naturhistorisk Museum i Århus, har ikke flere planer om at optræde på TV. »Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Poul i de sidste 12 år, men nu er det også slut for vores vedkommende,« sagde Svend Tougaard, som kender Poul Thomsen helt tilbage fra starten af 70'erne.

Ingen af de to eksperter bliver dog arbejdsløse.

»Vi har jo stadigvæk vores normale arbejde at passe«, sagde Poul F. Hansen fra Naturhistorisk Museum.

Også uglen Jacob, der har været mere eller mindre fast inventar i de seneste års programmer, går nu på pension. Jacob var placeret på sin vanlige træstamme i studie 12 og gjorde egentlig ikke meget væsen af sig.

»Han skal nu bruge tiden på at passe kone og børn,« sagde Jacobs ejermand, Jørn Wagner fra Gammel Ry.

Afskedsprogram

Som en sidste bedrift arbejder Poul Thomsen i øjeblikket på et afskedsprogram med mindeværdige TV-klip fra de mange TV-programmer. Udsendelsen sendes den 29. december i år.

»Selvom Poul nu går på pension har han stadigvæk masser at tage sig til. Han er blandt andet slet ikke færdig med at skrive bøger endnu,« sagde Poul Thomsens kone, Hanne Thomsen.

murad.ahmed@jp.dk