I hjertets tjeneste

»Hvis jeg som ung læge i begyndelsen af 1980'erne havde foreslået, at vi skulle lave sådan noget på afdelingen, var min karriere blevet meget kort. Den første, der lavede den behandling, blev jo betragtet som psykisk utilregnelig af sine kolleger.«

Stemmen ryster af varm latter. For hjerteoverlægen fra Skejby Sygehus, Torsten Toftegaard Nielsen, har med årene fået plads til overbærenhed med de kolleger og politikere, der stak kæppe i hjulet for det, som endte med at blive den respekterede overlæges livsværk. Og som siden først i 1990'erne har reddet livet for flere tusinder danske hjertepatienter, nemlig den såkaldte ballonbehandling.

I dag har Torsten Toftegaard Nielsen været overlæge på Hjerteafdelingen på Skejby Sygehus siden 1989, professor ved Aarhus Universitet siden 1993 og formand for Hjerteforeningen i et halvt år.

I morgen fylder han 60 år, og det er efterhånden næsten ti år siden, at ballonmetoden som behandling for blodpropper i hjertet, omsider blev officielt anerkendt med regeringens Hjerteplan fra 1993.

Men før det kom så vidt, måtte Torsten Toftegaard Nielsen og den håndfuld kolleger, der delte hans begær efter at finde en måde at hjælpe de prisgivede hjertepatienter, gå grueligt meget igennem.

Dengang var livet som blodproppatient en smertefuld og hurtigt overstået affære:

»Hvis du havde en stor blodprop, døde du i løbet af tre-fire dage. Der var ingen behandling. Det var naturens gang, man stod og så på. Det var forfærdeligt. Patienterne var fuldstændigt bevidste, indtil ti minutter før de døde. Det var en demonstration af magtesløshed.«

Som foregik, indtil den akutte ballonbehandling blev indført med Torsten Toftegaard Nielsen som ukuelig drivkraft. I dag går der således kun op til 25 minutter, fra ambulancen ankommer til Skejby Sygehus, og til patientens åre er lukket op, så katederet med ballonen kan komme op og fjerne blodproppen. Alt foregår i lokalbedøvelse, og patienten kan for det meste udskrives i løbet af et par dage.

»Det har været en enorm tilfredsstillelse at være med til at gøre det muligt.«

Udstråler venlig ro

Fødselaren fortæller den dramatiske historie fra sit lyse "studerekammer" på første sal i villaen i Højbjerg, hvor han har boet i 23 år sammen med sin kone gennem 35 år, sygeplejerske Mariann Nielsen.

Parrets to børn er for længst fløjet fra lægereden og har hver især stiftet egne familier, hver med to børn. Overlægen læner sig tilbage fra det bugnende skrivebord, så frem, piller ved en kuglepen og flytter sig rundt i stolen, mens han gengiver slagets gang. Alligevel er det venlig ro, han udstråler, mens han beskriver det lægefaglige og politiske slagsmål, som han målbevidst kastede sig ud i sidst i 1980'erne.

Dengang havde Danmark meldt sig ud af den internationale udvikling på hjerteområdet og scorede bundplacering i forhold til de andre europæiske lande.

Både politikere og lægestand lukkede ørerne for de appeller, som Torsten Toftegaard Nielsen og hans kolleger rettede mod parterne for at sætte gang i udviklingen. Derfor begav de lidenskabelige yngre læger sig til hjerte-konferencer i udlandet for at hente ammunition til deres argumenter. Her skiltede man ikke med at komme fra Danmark, husker overlægen.

»Hvis man kom fra Danmark, kunne man slet ikke komme i snak med dem, der førte ordet, for det var jo kendt, at vi ikke foretog os noget. Man tog navneskiltet af, så de andre ikke kunne se, hvor man kom fra.«

Provokatører og løgnere

Tilbage på dansk jord tog de voldsomme diskussioner med Sundhedsstyrelsen og skeptiske kolleger til i styrke, men hjertelægen nægtede at give sig - han havde for længst indset, at ballonmetoden var den stensikre vej frem.

»Jeg lavede en del larm - man kaldte os provokatører og løgnere. Imens døde patienterne på ventelister i stor stil.«

Der var ikke noget at rafle om. Det var liv eller død. Utraditionelle midler måtte tages i brug for at overbevise læger og politikere om ballonmetodens fortræffeligheder.

»I stedet for at holde foredrag og bede dem komme til os, lejede vi en lastbil, fyldte den med udstyr og kørte ud i landet, hvor vi demonstrerede vores kunnen ved ladvognsforestillinger på pladser og ved forsamlingshuse. Vi indbød samtlige læger i amtet, og de kom. Det havde enorm effekt, at vi gik ud i de miljøer, vi skulle arbejde sammen med - i stedet for at forlange, at de skulle komme til os.«

Ved et af møderne i Viborg dukkede amtsborgmester Bent Hansen uanmeldt op. Det, han så og hørte, gjorde det planlagte indtryk, og omsider kom der hul igennem til politikerne på amtsplan.

Gennem et fremragende stykke politisk håndværk lykkes det også for Torsten Toftegaard Nielsen at skabe sig en allieret i fjendens lejr. Daværende medicinaldirektør Palle Juul Jensen førte hjertets korstog op på regeringsplan, og omsider faldt der en halv millard af til Hjerteplanen.

Jysk beskedenhed

Bruger man en målestok af tørre tal til at afgøre, hvad Hjerteforeningens formand har opnået med sin indsats, taler statistikken for sig selv.

I 1988 lavede man 305 forundersøgelser på ét år, mens overlægerne fra Skejby Sygehus vurderede mere end 5000 hjertetilfælde i 2001.

Spørger man ham direkte, hvor stor en del af æren, der kan tilskrives ham selv, afsløres det, at beskedenheden har et godt tag i den jyske overlæge.

»Det må du jo spørge nogle andre om.«

De forlegne mundvige tegner et skævt smil. Da JP's reporter fortæller, at det er, hvad hun har gjort, og at alle fingre peger ét sted hen, kommer der en halv tilståelse fra Torsten Toftegaard Nielsen.

»De fleste siger, at det var mig, der provokerede. Jeg er ikke provokatør, men det var fuldstændigt urimeligt, hvad der foregik. Jeg kan stadig blive forarget, selv om jeg bliver 60. Hvis noget er uprofessionelt, må man gøre noget ved det, og så vil jeg indrømme, at jeg har svært ved at holde min mund.«

Gennem de barske erfaringer fra den lægekarriere, der startede hos sygehusvæsenet i Århus Amt i 1970, er det indlysende for lægekrigeren, hvorfor der var så stor modstand fra de læger, der sad på hjerteområdet, indtil ballonmetoden slog igennem.

»Det handler om magt. Hvis du kan noget inden for lægeverdenen, så er det fordi, du har brugt 20 år - et liv - på at afgøre, hvad der skal gøres. Så er du ikke interesseret i at indse, at det kan gøres på en ny måde.«

Og lægeverdenen er, konstaterer professor Torsten Toftegaard Nielsen uden at fortrække andet end en lun lattermuskel, inficeret af en heldigvis stærkt aftagende autoritetstro. Under den ungdom, han tilbragte i Herning, var det lægen, der havde den største bil i byen, og som nød en anseelse parallel til den, der blev endnu tidligere tiders præster til del.

»De havde gudestatus, selv om de ikke kunne gøre noget. Og netop fordi, der ikke var noget at gøre, interesserede man sig kun for, om der var håb for, at det ville gå godt. Den person, man mente havde forstand på at udtale sig om det håb, fik en kolossal magt. Nu kan flere og flere langt mere, og dermed bliver det afdramatiseret. Jo mindre gudestatus der er omkring de ledende, jo mere kan man gøre for patienterne.«

Viden og formidling

Sideløbende med fascinationen af det videnskabelige arbejde har netop de mennesker, han behandler, altid været fokus for hjertelægens engagement. Sidste år modtog han årets frimurerpris på 200.000 kroner blandt andet for "sine fantastiske evner til at omsætte forskningsresultaterne til daglig patientbehandling," som ordenens talsmand, Peter Duetoft (CD), udtrykte det. Linket mellem viden og formidling er afgørende, understreger overlægen.

»Det er ved at gå op for lægeverdenen, at man bliver nødt til at kunne kommunikere med dem, man skal betjene. Hvis du virkelig vil formidle behandling og fremskridt seriøst, bliver du nødt til at bruge tid på at omsætte det til et forståeligt sprog.«

Også på det område mener Torsten Toftegaard Nielsen, at hans lægeverden har noget at komme efter.

»Når man hører en vis foragt fra kolleger over for at skulle omsætte viden til det politiske system og omverden, må man spørge, om de egentlig er sikre på, at de selv forstår, hvad de snakker om. For når man oversætter sin lægefaglige viden til almindeligt sprogbrug, bliver man bedre til selv at forstå, hvad det går ud på.«

JP's reporter griber bolden i luften og spørger, hvad det egentlig går ud på, livet - i store linier? Hænderne slipper hinanden bag nakken, og overlægen, ægtemanden, professoren, bedstefaderen og formanden for Hjerteforeningen læner sig frem og fastslår uden et åndedræts betænkningstid:

»Det, det går ud på, er at være sig selv. Det er det eneste, der betyder noget. Det gælder om at være en hel person - at få en sammenhæng i det.«

Skab motivation

Uddybningen kommer i form af et eksempel fra den hospitalsverden, Torsten Toftegaard Nielsen kender så godt:

»Selvfølgelig skal der være disciplin, og man skal følge reglerne. Men der er for meget formelt spil, som ikke er nødvendigt. Hvis man vil have en god arbejdsplads, betyder titler ikke noget. Det, der betyder noget, er at skabe motivation og engagement hos medarbejderene. Det forudsætter, at man forstår, hvad de er for nogle mennesker, og at de skal have lov til at være sig selv og være forskellige, for dér ligger kreativiteten. Man får ikke noget, hvis man ikke er bevidst om det, for det er det, der driver hele værket.«

Konstateringen falder afslappet, som en udramatisk og selvfølgelig kendsgerning - som han ville ønske flere tog til sig:

»Hvis man skulle kritisere sundhedsvæsenet for noget - man kan kritisere det for meget - er det, at man har tænkt alt for lidt på, at man har et kanonmotiveret personale. Alligevel har den stået på nedskæring og rationalisering, nedskæring og rationalisering.«

Hjerteafdelingens bepriste leder ryster på hovedet. I årenes løb har han udover frimurerprisen blandt andre modtaget Odd Fellow Prisen og Dansk Kardiologisk Selskabs Pris. Der er åbenbart de, der mener, at han har et og andet at være stolt af.

»Jeg er lidt i tvivl om, hvor stolt man skal være af priser. Man er glad for dem, for det er altid en påskønnelse. Men der er somme tider nogle, der skulle have priser, som ikke får dem. Det er lidt for groft at sige, at det går efter tur at få en pris, men man skal heller ikke tage det for mere, end det er.«

Lidt arbejde for sagen er der dog gået forud. Ud over at have været spydspids for ballonbehandlingerne har Torsten Toftegaard Nielsen til dato produceret godt 180 videnskabelige artikler, og haft et væld af tillids- og rådgiverposter i forskellige lægefaglige og forskningsmæssige sammenhænge både nationalt og i Norden.

Men al videnskab og lægesnak til side. Når alt kommer til alt, er døden lige så synligt nærværende i lægens arbejde, som livet er det. Og det giver anledning til tanker, som alt for mange mennesker ikke gør sig, mener overlægen.

»Danskerne har en lidt forkvaklet opfattelse af døden. Selv om det er det eneste, der er givet på forhånd. I den verden, hvor jeg arbejder, bliver døden en del af det liv, du har til daglig. Hvis ikke det gør det, er der noget galt. Samtidig er man nødt til at opdyrke en professionel afstand til døden, men jeg tror, man får et mere naturligt forhold til, at vi skal dø.«

Der eksisterer noget bagefter

Med tankerne om døden bevæger overlægen sig over i et område, der ikke har skyggen af traditionel naturvidenskab på sig.

»Når man har set nogen dø, ved man, at det er noget fuldstændigt andet end at være levende. Organismen er slut, men det er ikke ensbetydende med, at sjælen er det. Jeg tror, at der eksisterer noget bagefter i en eller anden form. At de forskellige personer fortsætter i kredsløbet og bliver en del af det hele.«

I det filosofiske hjørne afviser Torsten Toftegaard Nielsen troen på reinkarnation. Men det "at tro" er helt centralt, mener han. Og her får nutidens tradition for at opsøge psykologer et mildt skud for boven:

»Jeg tror, det er afgørende, at man tror på, at der er noget uden for en selv. Psykologi er centreret om ens egne problemer, mens tro handler om, at man tror på, at der er noget uden for en selv. Jeg tror ikke, at man kan løse så mange problemer ved hele tiden at analysere sig selv, for så vil man spekulere over, om man gør det rigtige, og det er der ikke megen ro ved.«

Torsten Toftegaard Nielsen har planer om at fortsætte i Hjerteforeningens formandsstol perioden ud - tre og et halvt år og som overlæge på Skejby i fem, før han for alvor vil tage sig tid til at tage en af ungdommens lidenskaber op: At male. Og til at hellige sig det allervigtigste:

»Det er jo klart, at det er familien. Det er vigtigt at have en god familie - som ikke altid har haft det lige skægt, fordi man lever under sådan et arbejdspres. Og at man har nogle børn, der har klaret sig rimeligt og opført sig ordentligt, og som stadigvæk ikke synes, at deres far er helt åndssvag. Det er fundamentet, det giver en vis ro.«

inge.larsen@jp.dk