Kampen for at blive dansk

»De ord glemmer jeg aldrig - de ændrede mit liv«.

27-årige Rabih Azad-Ahmad smiler, kigger ud i luften og genkalder billedet fra dengang, han som 15-årig fik besøg af en ven.

»Jeg havde tre gode arabiske venner. Den ene, Muhammed Ali, var jysk mester i boksning, den anden, Bilal Abdallah, var en god sanger, og den tredje, Rami Saidan, var meget dygtig i skolen. En dag kom Bilal på besøg, fordi han skulle låne et keyboard. Vi snakkede lidt sammen, og så sagde han: Jeg er musiker, Ali er bokser og Rami er god i skolen, men Rabih, hvad har du tænkt dig?«.

Han gik ind på sit værelse bagefter og græd, husker han.

Men samtidig såede kammeratens spørgsmål et frø, som siden har drevet Rabih Azad-Ahmad fremad og gjort, at han - der kom til Danmark som 14-årig uden at kunne et ord dansk - i dag er i gang med sit tredje år på jura-studiet ved Aarhus Universitet.

Mens nogle arabiske unge bruger tiden på at smide sten efter politiet ved Shell-tanken på Edwin Rahrs Vej, har Rabih Azad-Ahmad banet sig vej til en uddannelse, ligesom han deltager aktivt i debatten som formand for Multikulturel Forening.

Omgangskredsen

»Det er helt sikkert kammeraterne, der har gjort en forskel for mig. Jeg har en lillebror, som det ikke går helt godt for på grund af kammeraterne. Jeg har fået to af mine små søskende ud af ballade og problemer ved at få dem fjernet fra deres kammerater, og en af dem indrømmer i dag, at det var gået galt, hvis jeg ikke havde blandet mig,« siger han og tilføjer:

»På arabisk siger vi: Fortæl mig, hvem dine venner er, så skal jeg fortælle dig, hvem du er.«

Han blev født som statsløs palæstinenser i flygtningelejren Albass i det sydlige Libanon for 27 år siden. Herfra flygtede familien til Danmark i 1989 - først seks måneder i et asylcenter i Sønderjylland - og i 1990 blev de af flygtningehjælpen henvist til Gellerup. Faderen var kommet i forvejen og fik et år efter familiesammenført sin hustru og syv børn, hvoraf Rabih er den mellemste.

»De første dage i Danmark havde vi det meget skidt. Jeg havde forladt alle mine venner i Libanon, og jeg var især ked af at skulle forlade min farmor, som jeg holdt meget af. Også min storesøster, som var over 18 år, måtte blive tilbage i Libanon,« fortæller Rabih.

Trøsten for børnene, som ikke kendte et øje i Gellerup, var et løfte fra forældrene om, at de nok skulle vende tilbage til Libanon. Sådan gik det ikke, og i dag vil Rabih, der blev dansk statsborger i 1998, heller ikke flytte fra Danmark. I sommer har han været på halvanden måneds ferie i Libanon for at besøge familien, men han kom tilbage.

»Jeg føler mig mere hjemme i Danmark end i Libanon. Det er her, jeg ved, hvordan tingene fungerer, og her jeg føler mig accepteret,« siger han.

Et par måneder efter ankomsten til Gellerup begyndte han i en 7. klasses modtageklasse i Nordgårdskolen - men det duede ikke.

»Det var dårligt. Det gik alt for langsomt. Der kom hele tiden nye elever, som ikke kunne dansk, og så startede vi nærmest forfra. Samtidig var der mange indvandrere på skolen, og det betød, at vi talte meget lidt dansk,« husker han.

Han forsøgte at blive flyttet til en anden skole, men blev afvist.

»Jeg prøvede flere gange at kontakte andre skoler, men ingen ville have mig, for de fik at vide af Nordgårdskolen, at mit dansk var for dårligt. Det var rigtigt, men jeg var låst fast i en ond cirkel,« siger han.

Men til sidst lykkedes det.

»Sammen med min mor nærmest tiggede vi inspektøren på Åby Skole om at få en chance. Og kort før jul kom der brev om, at jeg kunne få en tre-måneders prøveperiode,« husker han.

Han var lykkelig - men under hårdt tidspres.

Faderen gav ham sit eget TV på værelset, så han kunne se dansk TV, han søgte lektiehjælp flere steder i Gellerup, han tog dansk og matematik på ungdomsskole om aftenen, og han gav den hele armen i 9. klassen på Åby Skole.

Og det gav bonus.

»Jeg husker en dag, hvor jeg havde afleveret en otte-siders stil om rygning. Jeg fik den tilbage helt rød af rettelser af stavefejl, men samtidig fik jeg ros af læreren for indholdet. Og den blev læst op for klassen, som klappede,« husker han med stolthed.

Belønningen kom efter tre måneder.

Han fik til sin store glæde lov at fortsætte på skolen, gennemførte sin 9. klasse og skiftede til en 10. klasses-linje på Engdalskolen i Brabrand, hvor der var mulighed for mere dansk-undervisning.

For dårlig eksamen

Han fik sin eksamen - men den var for dårlig.

Som kun 17-årig tog han derefter et stort spring ud på det dybe vand.

Nørgaards Højskole i Bjerringbro gav mulighed for at tage en bedre 10. klasse-eksamen, og trods modvilje fra både forældre, søskende og kammerater stod han fast, tog på højskole og gav den endnu en skalle, for han ville lære dansk.

»Højskolen bekræftede nogle af min fars fordomme - min første værelseskammerat røg hash og kom sent hjem om natten. Men jeg lavede lektier, mens de andre festede og fik gode karakterer. Jeg havde et mål, og jeg var meget stædig,« smiler Rabih Azad-Ahmad.

Et år på højskolen gav ham en god eksamen - første mål var nået, og indsatsen i Bjerringbro blev det ønskede springbræt.

Lærer på Nørgaards Højskole, Arne Garbøl, husker udmærket eleven fra Gellerup:

»Jeg havde Rabih til matematik, og han var en meget flittig og målrettet fyr. Han var opsat på at få en god eksamen, og det fik han. Men samtidig var han god til at komme i snak med de danske elever, så han lærte at forstå omgangstonen og den danske ironi,« fortæller læreren med tilføjelsen: »Og det glæder mig overmåde meget, at det er gået ham godt.«

Resultatet gav Rabih Azad-Ahmad adgang til en to-årig HF på Langkær Gymnasium i Tilst, hvor en eksamen med et snit på 8,5 og point fra to års efterfølgende arbejde som pædagogmedhjælper åbnede døren til Aarhus Universitet.

Her startede han på jura i 1999.

»I Multikulturel Forening laver vi frivilligt, socialt arbejde, og her møder vi mange, som spørger om deres rettigheder. Det er et vigtigt emne, som jeg vil arbejde med, når jeg bliver advokat,« siger han.

Trods stofmængden har studiet på universitetet foreløbig været en fornøjelse for ham.

»Som indvandrer i folkeskolen kan man godt føle sig mindreværdig. Det gør man ikke på universitetet. Her bliver man ikke længere betragtet som en social taber på kontanthjælp, men møder en respekt, som gør, at man klarer sig bedre i dagligdagen,« siger han.

Efter tre år studier er han et enkelt semester bagud, som skal indhentes i dette efterår. Forsinkelsen skyldes blandt andet, at arbejdet som formand for Multikulturel Forening tager meget tid.

Trusselsbreve

Som formand har han påtaget sig hvervet som talsmand i indvandrer-debatten - ikke mindst i de seneste uger, hvor Gellerup har været scene for slagsmål mellem unge indvandrere og politiet. Rabih Azad-Ahmad har fordømt de unges adfærd og på vegne af flere arabiske foreninger opfordret politi og kommune til at føre en mere konsekvent linje overfor de unge.

Og den slags giver reaktioner.

Anonyme trusselsbreve og direkte henvendelser fra vrede indvandrere og danskere, og kommentarer som »Rejs dog hjem« og »Skrub ad helvede til«, må han lægge ører til, men skidtet har ikke i et omfang, der skræmmer ham til tavshed.

»Du kan aldrig tilfredsstille alle. Nogle blive sure, og sådan er det. Men jeg får heldigvis flere positive reaktioner end negative, især fra indvandrere, som er glade for, at det kommer frem i medierne, at de også fordømmer slagsmål og ballade,« siger han, der ser det som sin pligt at stå frem:

»Når alle indvandrere bliver skåret over én kam og beskyldt for nogle ting, så føler jeg det som en pligt over for mig selv og andre at reagere. Nuancerne skal med, for ellers opstår der for mange misforståelser, og det skader integrationen,« siger han.

Rabih Azad-Ahmad bor i en lejlighed i Gellerup med sin arabiske kone og deres treårige datter. Han forsøger i øjeblikket at få flyttet sin datter til en børnehave med flere danske børn, og det samme mål har han for hendes skolegang til den tid.

Men trods Gellerups slidte ry, vil Rabih Azad-Ahmad og hans kone gerne blive boende:

»Prøv at kig ud ad vinduet og se alt det grønne,« siger han og peger ud i parken:

»Her er faktisk meget dejligt i Gellerup, for vi har det hele her. Folk er meget hjælpsomme og sociale på en måde, som du ikke finder andre steder,« siger han og fortæller om indvandrere, som flyttede fra Gellerup - og kom tilbage igen.

»Deres danske venner havde jo travlt og sagde bare hej og farvel - det var det tætteste, de kom på,« smiler han med tilføjelsen:

»Nogle danskere er jo ikke helt så åbne og sociale, som mange indvandrere er.«

jorgen.rye@jp.dk