Håndbold: Forstærkning klar for SK Aarhus
Stine Frank ventes hjem til Århus på en lejekontrakt. SK Aarhus har sikret sig en kompetent afløser for korsbåndsskadede Julie Transel. Ifølge JP Århus' oplysninger bliver GOG-spilleren Stine Frank på mandag præsenteret som lejesvend for resten af denne sæson.
Hverken Stine Frank eller SK Aarhus-direktør Steffen Damborg ønsker at kommentere forbindelsen.
»Jeg kan ikke sige noget om SK Aarhus før på mandag,« siger Stine Frank, mens Steffen Damborg åbner en smule mere for posen.
»Vi har været i dialog med rigtigt mange spillere i den seneste måned. Vi har især haft fokus på venstre fløj, hvor vi skal finde en afløser for Julie Transel. Og i den sammenhæng er en forsvarende Champions League-vinder som Stine Frank bestemt et interessant navn. Derudover har jeg ingen kommentarer,« siger SK Aarhus-direktøren.
Den 25-årige webmaster kender alt til århusiansk håndbold. Karrieren blev dog indledt i samme klub som Lotte Kiærskou, Strandby/Elling i Vendsyssel. Hun kom til Århus og blev et af de største talenter på Brabrands ligahold i 2001.
Kender flere spillere
Forstadsklubben rykkede ud, men Stine Frank var blandt de spillere, der blev gift ind i det kortvarige ægteskab mellem Brabrand og Skovbakken i den efterfølgende sæson. Hun spillede i sommeren 2002 et par træningskampe for det århusianske holdfællesskab og kender således flere af sine kommende holdkammerater i SK Aarhus.
Stine Frank rykkede i sensommeren 2002 til Slagelse og nåede derfor aldrig en ligakamp for Skovbakken/Brabrand.
Under Anja Andersens ledelse udviklede allroundspilleren Stine Frank sig enormt i sit spil. Hun overrumplede de fleste ved at være et fremragende alternativ på højre fløj.
Den højrehåndede Frank spiller normalt venstre fløj, hvilket er den plads på SK Aarhus-holdet, der næsten står gabende tom efter Transels bitre uheld i november.
SK Aarhus har ganske vist et anden tidligere Brabrand-talent, Helle Svensson, som afløser, men hun har længe været ude med en meniskskade.
Hård konkurrence
Lejeaftalen er nærliggende for alle parter. Stine Frank ønskede mere spilletid og rykkede derfra fra Slagelses stjernespækkede mandskab til GOG før denne sæson. Men i det sydfynske har den hurtige spiller aldrig fundet sine ben.
Monique Feijen og Ragnhild Aamodt sidder tungt på spilletiden på de to fynske fløje, og Stine Frank er således i den samme situation, som tvang hende væk fra Slagelse.
Stine Frank kommer til SK Aarhus med en masse erfaring. Som ung nåede hun 35 U- og 35 Y-landskampe. Hendes største bedrifter som håndboldspiller var i Slagelse, hvor hun var en af de flittigst scorende spillere i 2002-2003 sæsonen.
I sidste sæson tvang den franske storspiller Stephanie Cano dog Stine Frank ud på Slagelse-bænken, men den tidligere Brabrand-spiller nåede dog at vinde DM, en pokalfinale, Champions League og EHF Cup'en med den vestsjællandske klub.
SK Aarhus arbejder i disse dage hårdt på at finde spillemæssigt fodfæste efter Julie Transels uheld.
Vigtig erstatning
Hun var århusianernes bedste spiller i efterårets kampe, og samtidig en særdeles vigtig spiller i holdets offensive forsvar. Med tilgangen af Stine Frank får træner Jesper Holmris en kærkommen forstærkning, før det allerede den 5. januar går løs med en række vind eller forsvind-kampe for SK Aarhus.