Mindelunden i pauver tilstand

Den gode realitet er, at heden breder sig. Den dårlige er, at Mindelunden i Skæring er ramt af især lokalpolitisk berøringsangst. Den er i en pauver tilstand.

I 60-året for Danmarks befrielse er området ved Mindestenen på Skæring Hede midt i sommerhusbebyggelsen et trøstesløs syn. En skændsel for Århus.

Vildledende skiltning ved Plantagevej leder først de besøgende forbi indgangen, før de ad sandede, ofte plørede stier, der er overgroet med trærødder, ligesom greve Ingolf nylig gjorde, vender om og finder vej til stedet 500 meter fra Plantagevej.

Mindestedet ved den sammensunkne skydevold udgøres af en sten, fem forkrøblede små egetræer kranset af brændenælder og skræppeblade, en flagstang og fire bænke med sidde-plads til en snes mennesker. Standeren med folder om henrettelsen af de fem frihedskæmpere 2. december 1943 er væk. Den anden ved indgangen er tom.

Et halvhjertet forsøg på at gøre skydevolden grøn er mislykket. Græstørvene er væk, spredt for alle vinde. Legende små børn bruger volden til rutsjebane og kolbøttebakke. De større kører ræs på den med cykler og knallerter.

Vantrives

Få meter fra den snavsede, alge-befængte sten og de skærende, forgyldte bogstaver etableres fra tid til anden organiserede bål med kviste, grene, stammer og trækul. Beboere har set elever fra børnehaver hygge sig med snobrød i dette læ for blæsten. Egetræerne, der skulle symbolisere vækst, liv og styrke, vantrives i sandet med undtagelse af det midterste. Mindst ét har været ramt af hærværk.

Den seneste forskning har vist, hvad mange fra den danske modstands-kamp mod den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig aldrig har tvivlet på: Den var et ungdomsoprør. De unge vendte sig mod samarbejdspolitikken.

De unge havde ret. De fik ret, men måtte vente til 29. august 1943, da regeringen blev tvunget til at gå af og opgive det pinlige samarbejde med den tyske, nazistiske besættelsesmagt.

Den 19-årige Anders W. Andersen, den 22-årige Georg Mørk Christiansen, den 19-årige Otto Manley Christiansen, den 20-årige Sven Christian Johannesen og den 27-årige Oluf Akselbo Kroer deltog som jernebane-sabotører i oprøret. Derfor blev de ofre for den første massehenrettelse i Danmark.

De fem unge mødte deres død med et mod, en værdighed og et menneskeligt format, der står i skarp, velgørende kontrast til mange års pinlige stridigheder om, hvor og hvordan de skal mindes. I slagsmålet om Mindelunden marcherer skeletter ud af skabene, og de er ude af trit med hinanden.

Paranoia

29. august 1943 var, som forfatteren Tage Skou-Hansen har sagt, den store, betydningsfulde dag for de unge. I den sammenligning var tyskernes kapitulation 4. maj ikke ret meget, så måske burde datoen for den traditionelle sammenkomst i Mindelunden ændres sammen med selve stedets udformning.

Forskellige fraktioner i militæret, modstandsbevægelsen, politiet og hjemmeværnet har foran, men især bag kulisserne bekæmpet hinanden, når der er stillet forslag om eller gjort forsøg på at skabe et passende monument i tidssvarende rammer på Skæring Hede. Bitterhed har taget over. Forsoning er ikke-eksisterende. Der er en aura af lurende mistænksomhed og paranoia. Den kommer eksempelvis til udtryk, når der skal sendes invitationer til højtideligheder og sammenkomster. Besættelsesmuseet og andre kan ikke uden videre få adresserne, men må til enkelte fraktioner sende invitationer til kontakpersoner, som så lader dem gå videre. På Århus Rådhus og især i borgmesterkontoret har man af forklarlige årsager lagt afstand til en omformning af Mindelunden. Hverken politikere eller embedsmænd tør risikere noget.

De mange skrivelser, de uforsonlige avisindlæg, den gensidige mistænksomhed og de hadske udfald vil få enhver spindoktor til at ordinere passivitet. Her er ingen stemmer at hente, kun nye fjender.

Århus Kommune overtog 1. januar 1944 Skæring Hede, hvor der oprindelig var militærskydebane, fra Forsvarsministeriet. Det 10,8 hektar store areal blev ryddet op, så de sidste rester af lyngheden blev reddet. Der er blevet lysere og smukkere. Plantagen som sådan er efter Skov- og Naturafdelingens kyndige pleje i langt bedre stand end tidligere. Kun det lille afsnit med Mindelunden er en skændsel.

Det er én ting, at stridighederne om Mindelunden har en tragikomisk karakter med elementer af støvsugerbande, en anden at der kun kan komme en masse ballade ud af at blande sig. Ergo sker der ingenting.

Sagen har også elementer af politisk korrekthed. Devisen i politik synes at være: Bare aldrig mene noget de andre ikke også mener.

Situationen havde derfor sin egen komik, da den tildligere chef i modstandsbevægelsen, den menneskelige gigant Flemming Juncker, for 10 år siden gik på talerstolen på Århus Rådhus med en prægtig provokation. Han foreslog, at "Europas bedste nedkastningschef", Jens Toldstrup, fik et varigt minde i Århus i form af en gade med hans navn på.

Trøstesløshed

Problemet var, at Toldstrup, der levede sin sidste tid i et ombygget hønsehus, havde sluttet sig til Den Danske Forening. Derfor blev Junckers velmotiverede forslag til en fortjent anerkendelse af Toldstrups enestående arbejde i frihedskampen mødt med larmende stilhed.

Toldstrup forsvinder i glemslen, og Mindelunden får lov til at beholde sin trøstesløshed.

Nogle af de gamle frihedskæmpere nærer af forklarlige årsager mistillid til enhver i uniform. De har meget lidt eller intet til overs for de politiske partier.

De gamle kommunister bliver væk, hvis politiets eller hjemmeværnets orkester skal spille. De og andre med dem får brækfornemmelser og røde knopper over hele kroppen af politikersnak, messingsuppe og sabelsvingere i uniform.

Hjerteligheden imellem de forskellige værn er til at overse. Man bryder sig ikke så meget om hinanden, som man forestiller sig. En hjemmeværnsmand med sabel fik angiveligt et vink med en pansernæve før den seneste højtidelighed på Skæring Hede. Han havde, fik han at vide, bare at lade sin medbragte sabel blive siddende i skeden ved paraden, da der var "rigtige" officerer til stede.

Når marinehjemmeværnet musicerer, er forklaringen den enkle, at Komiteen til Mindelundens Bevarelse ikke har penge. Budgettet er så kummerligt, at der dårligt nok var råd til en flagstang, og salget af en 60 års nål til knaphullet har ikke ændret noget.

Musikkorpset, der hører under Søværnets Operative Kommando, spiller gratis. Alle andre muligheder, kortskørtede pigegarder og den slags, vil have 5.000 kr. for at medvirke. Derfor spiller Hjemmeværnet igen og igen.

I 1976 fik politiassistent Victor Horn, der havde været frihedskæmper på Kolding-egnen, dannet en komité for at få rejst mindestenen i Skæring. De andre medlemmer var generalmajor Orla Nørberg, major P. Roest-Nielsen og kaptajn i hjemmeværnet Knud Udengaard Andersen.

Victor Horn skaffede den tre meter store sten gratis. Den kom fra udgravningen af motorvejen fra Århus til Skanderborg og blev i 1977 opstillet tæt ved Plantagevej på det sted, hvor Knud Udengaard Andersen som dreng mente at have overværet en skudepisode, der kunne have været henrettelsen. I vintermørket var han dog ikke sikker på, hvad han så. Han løb væk, da han hørte skud.

Fik på puklen

En af frontfigurerne i frihedskampen, Jørgen Røjel, fremsatte i 1997 et glimrende forslag til ændringer af mindstedet. Han forestillede sig stenen flyttet frem til skydevolden, der skulle genetableres.

Fem bronzepæle skulle sammen med mindestenen opbygges som et nationalt monument. Røjel fik omgående på puklen især bag sin ryg med insinuationer og vidtløftige beskyldninger om, hvad han havde foretaget sig som modstandsmand. Tonen bliver slået an i et af de aller seneste breve til Besættelsesmuseet om Røjel og flytningen:

»Han var ikke afholdt i militære kredse. idet han, medens han var i brigaden i Sverige, stjal våben herfra, inden han deserterede herfra.«

Det er fem år siden, stenen blev flyttet frem til sin nuværende placering. Knud Udengårds "vidneudsagn" om gerningsstedet ved vejen i randen af plantagen blev betvivlet. Flere var enige om, at henrettelserne må have fundet sted ved skydevolden. Andre ser derimod flytningen som et kup, der blev lavet af den nye Komiteen til Mindelundens Bevarelse.

Flytningen bragte igen følelserne til at boble. Efterfølgende har beskyldningerne dannet kø.

Den nuværende formand for komiteen, Henning Nordmand, der er formand for Samvirkende Soldaterforeninger i Århus, er blevet meldt til politiet for at have stjålet stenen!

Der har været planer om at sprænge mindesmærket i luften, og der er fremsat trusler på livet.

Henrettelserne fandt sted på Skæring Hede. Punktum.

Pindehuggeri

Set i det lys bliver det ikke så vigtigt med 500 meter mere eller mindre, hvis Århus endelig vælger et passende monument over de unge, der var med til at genoprette landets anseelse og gør danskerne til en allieret nation.

Pindehuggeriet blander det væsentlige med det usvæsentlige. Eller sagt med Poul Henningsen (PH):

»Det er ligegyldigt for de efterladte, om manden hang eller hængte sig.«

I dette år, da Anders Fogh Rasmussen som den første danske statsminister lagde afstand til samarbejdspolitikken, må det være muligt at opnå statens støtte til et nationalt monument på Skæring Hede. Århus har pligt til at passe og vedligeholde det.

En gruppe af nutidens unge, arkitektstuderende, kunstnere og gartnerlever , burde udforme forslaget til en ny mindelund og i øvrigt med ordentlige adgangsforhold også for kørestolsbrugere og andre handicappede. Savnet af en asfalteret sti er indlysende.

En sådan ungdomsgruppe, der ikke ville have noget i klemme, kunne starte med at læse historien om dem, der med sprængninger af jernbaneknudepunktet i Århus og broerne over Gudenåen ved Langå levede op til de højeste idealer om ære, pligt og fædrelandskærlighed. Den burde tilegne sig al tilgængelig viden om hver enkelt, hvem de var, og hvad de udrettede. Resultatet ville givet blive bedre end "Vanddragen" på Store Torv og udgiften minimal i den og andre sammenligninger. Underholdningssamfundet, der spenderede seks mio. kr. på to sange mimet af en bedaget rocksangerinde, spreder penge som gødning på brakjord, men uden historien er vi ingenting. Man kunne over Mindelunden bruge samme tekst som den, der kan læses i den tidligere koncentrationslejr Dachau: »Den, der ikke vil huske fortiden, risikerer at møde den igen«.

De fem henrettede talte ikke kun om ansvaret. Drevet af indre nødvendighed tog de ansvaret på sig i en skæbnestund, da der var andre og vigtigere ting at kæmpe for end billige bajere fredag aften. For ringe er det, at mindet om deres dåd gror til i brændenælder i angst for, at der bliver ballade, hvis man forbedrer Mindelunden.

I tiden fra marts 1945 til april ekseverede tyskerne i Danmark 62 dødsdomme. De unge betalte prisen, og gennemsnitrsalderen var kun lidt over 25 år. Det var deres harme og deres mod, der inspirerede andre.

Georg Goritz Mørk Christiansen, der havde været elev på Aarhus Katedralskole, var kommunist. Han læste økonomi på Aarhus Universitet og organiserede som leder flere sabotagegrupper. I afskedsbrevet til sin mor og far trækker han forskellen mellem en nathue og et ansvarligt menneske op.

I brevet, der blandt mange andre gribende menneskelige dokumenter findes i bogen fra Berlingske Forlag, "De Sidste Timer" , skriver den 22-årige århusianer 29. november blandt andet:

»Tvivlen kommer med sine Skygger og spø'r: Hvad fik du egentlig ud af det hele? Ja, man siger jo ganske vist, at halfjerdsindstyve er Støvets Aar, men man må huske, at man altid senere, når man ser tilbage, betragter Barndommen og Ungdommen som det egentlige Liv. Det er i de Aar, man indsuger hele Verden.

Jeg tror, at det for de allerfleste allerede inden de tyve Aar er bestemt, om vedkommende skal blive en Nathue eller en Mand, der kan bestaa Livets haardeste Storme. Derfor har man ogsaa allerede på dette tidspunkt fået Forstaaelsen for Livet blandt Mennesker og for, hvad Livet egentlig er.«

Brevet fik 2. december en tilføjelse:

»Kære Mor. I dag maa jeg pludselig staa op midt om Natten. Jeg er bange for, at det betyder Enden. Min forsvarer har ellers sagt, at jeg kunde regne med at blive benaadet. Farvel Mor, og Tak for din Godhed. Garvel Grethe og lille Jens, som jeg ikke har set. Lev vel.

Georg.«