Fortsæt til indhold
Aarhus

Lokale klubber undsiger københavnsk løbsarrangør: »Vi vil ikke nærme os det projekt«

Aarhus Motion, Aarhus 1900 og AGF Atletik vender alle tommelen ned i forhold til at stille med frivillige hænder til det maratonløb, der kommer næste år.

Det har skabt røre i det aarhusianske løbemiljø, at den københavnske løbsarranger Strata vil arrangere maratonløb i Aarhus 10. oktober 2027.

Billetterne er allerede sat til salg, og Peter Hjorth, der står bag det kommende maratonløb, fortæller til avisen, at han har rakt ud til alt fra lokale løbeklubber til spejderforeninger for at finde frivillige til at hjælpe med løbet.

En af de klubber, Peter Hjorth har rakt ud til, er Aarhus 1900 Atletik og Løb. Det bekræfter Sports- og akademichef, Lars Nielsen.

Lars Nielsen fra Aarhus 1900 har ingen fidus til eventfirmaet Strata, som ser ud til at komme først med et maratonløb i Aarhus - hvis tilladelsen altså kommer i hus. Privatfoto

»Vi har fået en mail fra ham, og vi har svaret, at det ikke har nogen interesse. For nu at sige det rent ud, så vil vi, med det vi læser, ikke nærme os et sådan projekt og vil heller ikke anbefale andre at gøre det,« fastslår Lars Nielsen.

Hvorfor vender vi tilbage til.

Løber ikke rundt uden frivillige

Først bør det nok forklares, at den måde, man ofte arrangerer store events på, er ved hjælp af frivillige fra lokale foreninger.

Til gengæld for at hjælpe med praktiske opgaver, får klubkassen et tilskud fra arrangøren. Det er normal praksis, og det er på den baggrund, at Strata har rakt ud til aarhusianske klubber og foreninger.

Når Aarhus 1900 kategorisk afviser at samarbejde med Strata Series, er det ifølge Lars Nielsen, fordi løbet ikke flugter med Aarhus 1900’s foreningsbaserede værdier:

»For mig at se er det her en enkeltmandsvirksomhed, som gerne vil tjene nogle penge ved at være smart i en fart, men med de forkerte værdier. Hele projektet er i mine øjne lidt for godt til at være sandt.«

Hvad tænker du på?

»Det er jo let nok at sende en ansøgning til Aarhus Kommune, at man gerne vil reservere hele Aarhus en søndag. At få lov til det er ud fra vores erfaringer med seriøse løb en anden sag.«

»Når vi kigger på ruten, er der flere ting, som springer i øjnene. Eksempelvis planlægger man at benytte Marselis Boulevard, hvor der - som alle i Aarhus ved - allerede pågår vejarbejde i mange år frem. Ruteforløbet får også spærret Molslinjen inde i flere timer. Ja, man kunne blive ved, men det har vi heldigvis vores myndigheder til at vurdere,« siger Lars Nielsen.

Ser en risiko

Hos AGF Atletik har formand Mikkel Kleis de samme reservationer.

»Vi har ikke sagt ja til tilbuddet om at stille med frivillige. Jeg har fulgt med i det halvmaraton, Strata arrangerede i København tidligere i år, og revet mig i håret over, hvor amatøragtigt det var. Jeg ville ikke selv turde betale 700-800 kroner for dette løb,« siger Mikkel Kleis.

Hvorfor ikke?

»Der er tale om et nystiftet selskab, som ikke engang har aflagt et årsregnskab endnu. Hvis de ikke får tilladelsen, står der en række løbere med håret i postkassen. Der er en vis risiko for, at selskabet så må lukke, og at de mister deres penge,« vurderer Mikkel Kleis.

Mikkel Kleis fra AGF Atletik har ikke tiltro til, at Strata kan afvikle et stort maratonløb i Aarhus. Privatfoto

For at lykkes med at arrangere så stort et løb med succes og spærre byen af i flere timer kræver det desuden, at man har lokal goodwill at trække på, pointerer Mikkel Kleis.

Gør Peter Hjorth ikke det rigtige ved at række hånden ud og bede om hjælp fra det lokale foreningsliv?

»Jo, helt sikkert. Den del er sympatisk nok. Det er jo det samme, Aarhus Motion gør ved sine løb. Jeg ser bare et risikofyldt foretagende, herunder også en risiko for, at foreningerne kan ende med ikke at få betaling for de frivilliges timer. Det kræver jo, at løbet laver et overskud.«

Slår stort brød op

Mikkel Kleis har selv deltaget i mange motionsløb, både som deltager og frivillig arbejdskraft, og hans erfaring er, at det kræver meget øvelse at få alting til at flaske sig.

»Man plejer jo at starte i det små. Det her er godt nok et stort brød at slå op fra dag ét, og løbet i København viste jo, at det kunne man ikke gabe over,« påpeger han.

Hvis det lokale foreningsliv nægter at samarbejde, er man så ikke selv medvirkende til, at det ender som den fiasko, du frygter?

»Jo, det kan du sige. Jeg anbefaler ikke andre foreninger at boykotte løbet. Det er deres egne valg, hvilke løb, de vil støtte op om. Jeg går ind for fri konkurrence, og det at Peter Hjorth er kommet på banen, har jo også fået Aarhus Motion ud af starthullerne. Så på den måde er det fint nok.«

»Men hvis valget står mellem hans maratonløb og Aarhus Motions maratonløb, så støtter vi i AGF Atletik op om Aarhus Motion. Vi har fælles værdier, og de har gjort sig fortjent til vores opbakning gennem mange års arbejde med at støtte foreningslivet i Østjylland,« siger Mikkel Kleis.