Aarhus Å blev gemt væk og fundet frem igen

Klima er et tema, der vedvarende fylder i vores hverdag og i den politiske debat.

Aarhus Stadsarkiv sætter i en ny artikelserie fokus på klimaet. Hvis man tager de historiske briller på og ser på forholdet mellem natur, miljø og mennesker, er vores nuværende klimadebat et forholdsvis nyt fænomen.

I artikelserien ser Stadsarkivet nærmere på, hvordan aarhusianere rent historisk har levet sammen med naturen – på godt og ondt. I første artikel ser vi nærmere på Aarhus Å.

Byens DNA

Aarhus Å er på mange måder indbegrebet af byens DNA. Det var langs åens bredder, de første aarhusianere slog sig ned, og selve navnet Aarhus kommer af det oldnordiske aros, der betyder åudmunding – altså det sted, hvor åen løber ud i havet.

I vikingetiden fandtes der ikke en egentlig havn i åen. Skibe blev trukket direkte op på forstranden eller åens bredder, og indtil 1350 kunne langt de fleste bådtyper uden problemer sejle op i åen og lægge til ved et af åens små anløbssteder. I sidste halvdel af 1400-tallet blev det tilladt at bebygge søndre vold, som løb fra åmundingen til Immervad. På åens nordlige bred skød nu bolværker og anløbspladser frem, og langs åen blev Aagade (senere Åboulevarden) anlagt; Aarhus fik nu en reel havn. Åens sydlige bred blev også inddraget, og her blev Fiskergade anlagt. Da der på denne side af åen ikke blev bygget bolværker før engang i 1600-tallet, lå Fiskergades grunde direkte ned til åen, så fiskerne kunne trække deres både op på land hver aften. Åen blev dermed tæmmet mere og mere, og helt op til slutningen af 1800-tallet hørte strækningen mellem Immervad og bugten under havnevæsenet.

I åen blev der fisket, hentet vand til brug i husholdningen og til husdyrhold og senere hen også til byens voksende industrier. Fra 1872-1902 fik de fleste aarhusianere endda leveret vand til vandhanerne fra Aarhus Å via et vandværk, der blev indviet i 1872. I århundreder var åen dermed en livskilde for byen, og den var essentiel for byens vækst.

En stinkende muddergrøft

Byens vækst var dog et tveægget sværd. For selvom væksten bragte penge og udvikling til byen, gik det hårdt ud over åen. Åen var et nemt sted for aarhusianerne at skille sig af med affald, da strømmen ledte affaldet ud i bugten. En ting var at byens borgere benyttede sig af denne metode, men den virkelige forurening kom fra byens industri og kloaksystem. I sidste halvdel af 1800-tallet var åens forurening ved at være et så stort problem, at alle var påvirket af den. ”Den stinkende, dybe Muddergrøft” blev åen kaldt i Århus Stiftstidende i 1909.

Byens mange virksomheder og fabrikker brugte åvandet i deres produktion for til gengæld at dumpe deres eget spildevand direkte tilbage til i åen. Virksomheder som farverier kunne bogstaveligt talt sætte farve på åen. Kødaffald fra byens slagtergårde, husholdningsaffald osv. fandt også ofte vej til åen – og det stank! Værst var det måske, at byens kloakker blev ledt direkte ud i åen – dog efter at have passeret en septiktank.

I stedet for at arbejde med langsigtede løsninger, som kunne forbedre vandkvaliteten i åen, lagde man bogstaveligt talt låg på åen – i bedste ”ude af øje, ude af sind” stil. Allerede i 1885 var der tale om at overdække åen. Dels ville man på den måde komme lugtgenerne til livs, dels ville man forbedre infrastrukturen ned til havnen med brede veje på det gamle åløb. Byrådet afviste dog i første omgang planen, og i stedet foreslog overretssagfører Johan Pedersen simpelthen at omlægge åen, så ’smukke boulevarder’ kunne anlægges i det udtørrede åløb. Den omlagte å skulle gå syd om byen for at løbe ud i havet ved Marselisborgskovene. Også dette forslag blev afvist – blandt andet med henvisning til, at åen var med til at holde havnen isfri om vinteren. Til sidst var det forslaget om overdækning, der vandt.

Låg på åen

I 1932 påbegyndtes projektet med at overdække åen ved Christians Bro, der forbinder Grønnegade og Christiansgade, og i 1940 var åen overdækket helt ned til Dynkarken. Dermed blev Åboulevarden anlagt, der blev en vigtig hovedfærdselsåre til og fra Aarhus Havn. En sidste etape i projektet manglede dog at blive fuldført. Det gjaldt strækningen fra Dynkarkbroen til Jernbanebroen, der i dag udgør Europaplads. På grund af Anden Verdenskrig, besættelsen, mangel på materialer og flere andre besværligheder blev denne etape først færdiggjort i 1958. Overdækningsprojektet kom dermed til at vare mere end 25 år.

Blandt byens borgere var der udbredt tilfredshed med overdækningen. Klimaperspektiver som vandkvalitet og fiskedød var kun relevante, hvis de påvirkede aarhusianerne selv. I stedet blev det værdsat, at aarhusianerne nu kunne slippe for åvandets stank, og på daværende tidspunkt anså de det ikke som et tab for bymiljøets æstetik.

Der gik dog ikke lang tid fra den sidste del af åen havde fået låg på til helt nye værdier begyndte at blive ytret. I 1970’erne var miljøorganisationer som NOAH og Greenpeace begyndt at advokere for naturen og miljøets interesser, og folk begyndte langsomt at få øjnene op for et mere zoocentrisk og økocentrisk natursyn, hvor dyr og natur fik en mere selvstændig egenværdi.

Kampen for renere vand i vores vandløb kom også fra en helt anden front; nemlig lystfiskerne. Årtiers udledning af spildevand i åer, søer og bugten havde gjort vandet omkring Aarhus stærkt forurenet. NOAH var gennem aktioner og oplysningskampagner med til at sætte fokus på problemet, og det var ikke kun Aarhus Å, der var ramt. I starten af 1970’erne var også Lyngbygård Å, der udmunder ved nuværende Årslev Engsø, hårdt ramt af forurening, da der blev udledt urenset spildevand fra landsbyen Borum direkte ud i åen. Det fik lokale lystfiskerforeninger til at klage til Indenrigsministeriet, og forud for lystfiskerkonkurrencer måtte foreningerne selv sætte fisk ud i åen.

Drømme om trafikfredet midtby

Ligesom man begyndte at få øjnene op for forureningen af vores vandløb, blev biler heller ikke længere kun set som et moderne vidunder, og de første stemmer om en bilfri midtby begyndte at blive ytret i 1970’erne.

Sidst i 1970’erne blev der stillet forslag om genåbning af åen for at trafikfrede midtbyen, og i 1977 blev sagen for første gang debatteret i byrådet. Som følge af udskiftningen af Skt. Clemens Bro publicerede Stadsarkitektens Kontor i 1984 de første planer om genåbning af åen under broen, og året efter var en projektplan for hele åens genåbning færdig. Modstanderne af planen om genåbning af åen frygtede en gentagelse af de lugtgener, der havde været før overdækning af åen, og trafikkaos i midtbyen hvis Åboulevarden blev fjernet som færdselsåre.

Tilhængerne af en genåbning mente derimod, som det også blev nævnt i en lokalplan fra 1992 om åens genåbning, at der kunne skabes et rekreativt miljø langs åen med en ny strøggade – alt sammen som del af planen om at frede midtbyen for trafik. Arbejdet med fritlægningen af åen startede i 1995 og 20 år senere, i 2015, var åen fritlagt fra Mølleparken til udløbet i havnen.

I dag har åen igen fået en central plads i bylivet, og med klimaforandringer og stigende vandstande har den fået en ny betydning. Aarhus Å’s historie fortæller således om vores skiftende syn på naturen og vores evne til at leve sammen med den.

Læs mere om Aarhus Å på: https://aarhuswiki.dk/wiki/Aarhus_%C3%85