Fortsæt til indhold
Aarhus

Kolonihave-lejere bakker op om stram kurs: Den venlige måde hjælper ikke

Det lyder som en bekostelig løsning at tjekke, hvor folk bor i vinterhalvåret, men kolonihavelejere er forargede over snyd.

Det er nogle lovlydige og regelrette borgere, der bor i Haveforeningen Risskov i Aarhus.

Det er i hvert fald det indtryk, man får, hvis man en septemberdag går en tur kolonihaveforeningen og snakker med de havelejere, man møder.

Af samme årsag er der på stikprøvebasis opbakning til et lokalpolitisk forslag om at slå hårdere ned på dem, der bygger kolonihavehuse større en 50 m2 og/eller bor i kolonihaven året rundt. Venstre i Aarhus vil »tage fløjlshandskerne af« og indføre politianmeldelse og dagbøder, hvis man bygger for stort, og samtidig kræve dokumentation for, hvor havelejerne bor om vinteren.

Ifølge Ole Steen Nielsen skal Aarhus Kommune sætte foden ned hurtigst muligt.

»Ellers inviterer man til noget andet,« lyder det.

»Den venlige måde har vist sig ikke at hjælpe.. Det kan man se, når man ser, hvad der sker andre steder, Odense, Vejle og København. Jeg tror, at hvis man skal have fat på det her, er man nødt til at skrue bissen på fra starten. I det område her, med den placering det har, bliver der købt huse til 9 millioner. Der ligger en formue for kommunen, og hvis folk begynder at misbruge reglerne, kan jeg godt forstå, hvis kommunen i en tid med streng økonomi vil kapitalisere området. Hvis man som kolonihave vil bevare det her, er man nødt til at være fuldstændig strikt på reglerne,« siger han.

For hans kone, Birgit Hallingen, handler det om ikke at ødelægge kolonihavebevægelsen.

»Det duer ikke, at man bor her hele året, for det er ikke i kolonihaveånden. Så bliver det et sommerhus eller en helårsbeboelse, og så skal man betale ejendomsskat ligesom alle andre,« siger hun.

Venstres forslag om en mere kontant kurs kommer i forlængelse af TV2-dokumentaren ”De lovløse kolonihaver”, der viser, hvor stort omfanget af overbebyggede kolonihavelodder og helårsbeboelse er flere steder i landet.

Julie Hvass Dideriksen bygger inden for reglerne. Foto: Sten Brøgger

I Haveforeningen Risskov er Julie Hvass Dideriksen netop nu ved at bygge en tilbygning til sit 18 kvadratmeter store kolonihavehus.

»Vi har fået godkendt en byggetilladelse, og så kommer bestyrelsen ud og måler op, og hvis det, vi har bygget, ikke stemmer overens med det, vi har ansøgt om, skal vi pille det ned,« siger hun.

Tilbygningen holder sig med sine 16 kvadratmeter i 3,6 meters højde inden for lovgivningen.

»Vi bor på en mega fed lokation, som kommunen nok kunne tjene ret mange penge på at sælge til private eller til nogen, der vil bygge huse, så man kan få noget ejendomsskat ind. Det betaler vi jo ikke her i foreningen, og så skal man da overholde de regler der er i lokalplanen. Jeg synes, det er fornuftigt at politianmelde for store huse,« siger hun.

Det lyder dog som en halvdyr bureaukratisk løsning at tjekke, hvor kolonihavelejere bor i vinterhalvåret, mener hun.

»Det er et ret stort ansvar at lægge på kommunen. Jeg forestiller mig, at der så skal sidde en sagsbehandler inde ved kommunen og tjekke alles adresser. Jeg ved ikke, om vi som kollektivt fællesskab sparer penge på det. Her er de fleste huse rimeligt primitive. Vores er ikke isoleret, så det skulle jeg ikke bede om at bo i om vinteren,« siger hun.

Jørgen Markussen er mere til selvjustits end politianmeldelser. Men regler skal overholdes. Foto: Sten Brøgger

Dette medie træffer Jørgen Markussen, mens han er i gang med at plukke æbler. Han kan godt blive forarget over snyd, men foretrækker som udgangspunkt »god demokratisk selvjustits« fremfor at indblande politiet.

»Bestyrelsen skal være med til at præge, at folk overholder reglerne, og det skal vi alle sammen. Vi skal ikke lægge hele ansvaret over på de få personer i bestyrelsen. Vi skal alle sammen være med til at sørge for, at reglerne bliver overholdt,« siger han og tilføjer:

»For min skyld må man godt sidde inde på kommunen og tjekke, hvor folk bor, men jeg oplever ikke, at der er administrative kræfter nok i Aarhus Kommune. Der bliver skåret ned og skåret ned og skåret ned, så jeg synes egentlig, det er et lidt træls sted at bruge kræfter.«

Haveforeningen Risskov består af 194 haver. Der bliver lukket for vand og el om vinteren, hvor man ikke kan køre ind i haveforeningen i bil.

Ifølge Aarhus Kommune er næsten hvert tredje kolonihavelod overbebygget ulovligt. Her ses et billede af Haveforeningen Dybkjær i Aarhus N, hvor der ser ud til at være nogle ret store huse. Foto: Danni Paulsen