De startede i 1.C i 1946. Otte årtier senere mødes de stadig
80 år efter første skoledag mødtes syv tidligere elever fra Åby Skole for at holde fast i minderne og hinanden. En tradition de nu har holdt i live i adskillige år, og som dagens vært insisterer på fortsætter, indtil der kun er to tilbage.
Nogle steder slipper man bare aldrig.
Det ved Bodil, Lonna, Inger og Jonna, og det samme ved Ove, Poul og Heinrich.
I 1946 startede alle syv i 1.C på Åby Skole i Åbyhøj, og 80 år senere mødes de så igen for at snakke om en tid, der var, se, hvordan det går med de andre, og fejre det, der også er et særligt jubilæum.
Men selv om 80-årsjubilæet er specielt nok i sig selv, er det også lidt af en bedrift, at de gamle skolekammerater har holdt kontakten ved lige og mødtes hvert år de sidste mange år.
»Det er jo, fordi vi gerne vil se hinanden og være sammen,« forklarer Lonna Hansen.
»Ja, og se, hvordan det går, og hvem der falder fra,« tilføjer Poul Kjær Rasmussen hen over det fint opdækkede bord, hvor der også er gjort klar til kaffe efter dagens veloverståede frokost.
»Og så skal man jo også høre de andre, om de har fået nogle oldebørn, det er jo et stort emne nu,« indskyder Bodil Olesen og smiler.
I dagens runde anledning er ægtefællerne også blevet inviteret med, og de sidste 10 år er det Bodil Olesen, der fast har inviteret de gamle skolekammerater på besøg i hjemmet i Åbyhøj – få meter fra den skole, de trådte ind ad døren til en aprildag i 1946, og som nu, otte årtier senere, stadig kan føre dem sammen.
Og her går snakken livligt om alt mellem himmel og jord, om den gamle skole i det vestlige Aarhus og en tid, der ikke er mere.
Vores skole. Stadigvæk
Det var i 1909, at den tidligste del af Åby Skole stod klar – i hvert fald som man kender den i dag. Men som årene er gået, er der løbende blevet bygget til.
»Men den ligner meget sig selv, og man kan sagtens genkende skolen,« siger Lonna Hansen, der i dag bor i Brabrand.
»Og det er vores skole. Stadigvæk. Som mit barnebarn sagde til mig: ”Bedste, når vi nu kører forbi skolen, så behøver du ikke sige, at det er der, du har gået. Det har vi hørt,« siger hun og griner.
Knap et år inden hun og de andre håbefulde elever fra 1.C gik ind over dørtærsklen til Åby Skole, var det dog ikke deres skole.
»Tyskerne var jo nede på vores skole. Da min mand gik der, var der jo pigtråd i skolegården. Men det var jo taget væk, da vi startede i april 1946,« erindrer Bodil Olesen.
»Og der var ro!«
Selv om de tyske soldater var væk fra Åby Skole 1. april 1946, da Bodil Olesen og alle hendes klassekammerater stod med nye skoletasker og begyndte i 1.C, så var den nærmest militære disciplin ikke forsvundet ud af skolegården af den grund.
»Vi mødtes jo og stod på rækker i skolegården nede på Åby hver morgen kl. 8. Så blev der ringet ind, og så gik vi ind i aulaen. Klasse for klasse,« erindrer hun.
»Så sang vi morgensang, når inspektøren stod oppe på talerstolen, og vi sluttede altid med fadervor,« siger Bodil Lemming og indskyder: »Og der var ro!«
»For hvis ikke der var ro,« siger hun og fører så sin hånd op til kinden, så et klask kan høres.
»Ja, så fik du en på hovedet,« siger Poul Kjær Rasmussen.
»En af lærerne havde en handske på om vinteren, og det gjorde saftsuseme ondt, og jeg har set mange, der har fået sådan en lussing, fordi de ikke stod pænt,« siger Bodil Olesen.
Én på hovedet
Det var en anden tid, ville nogle nok sige. Langt væk fra Aula, Pisa-test og særaftaler.
»Og når læreren så kom ind i klassen, skulle vi rejse os,« siger Lonna Hansen.
»Men hvis læreren i dag taler hårdt til en elev, så går han bare hjem og klager til forældrene, og så går forældrene til skolen, og forsøger at klage over læreren. Det er jo forkert,« indskyder Poul Kjær Rasmussen.
Hvad skete der da, dengang I gik i skole?
»Hvis jeg fik én på hovedet, så kunne det ikke hjælpe, at jeg gik hjem til ”fatter” og fortalte, at jeg havde fået én på hovedet, for så ville han sige: ”Så må du hellere også få en på den anden side”,« siger Poul og får resten af bordet til at bryde ud i grin.
Selv om man nu – 80 år senere – godt kan grine ad de lussinger og slag, man engang har fået af livets hårde skole, er der dog alligevel også enighed rundt om kaffekopperne om, at det trods alt er godt, at man ikke må slå eleverne i dag.
Det skulle dog først blive 21 år efter, at 1.C begyndte på Åby Skole – i 1967 – at den slags blev forbudt for de danske skolelærere. Cirka halvdelen af de voksne i 1949 syntes dog ifølge en Gallup-undersøgelse, at det var helt fint, at lærerne måtte give børnene klø.
»Man vidste så lidt«
Synet på læreren og synet på børn var et andet, og det var synet på pædagogikken også. Og lussingerne, der kunne sidde løst, og som ellers skabte ro, kunne også skabe for meget ro, pointerer Inger Bagger.
»For der var nogen, der bare gik helt tabt og bare sad og ikke sagde noget. For hvis de sagde noget, så kunne de jo få ballade, eller få en på kassen. Og der var da mange børn, der bare sad stille, og så gik de hjem. Der var ikke nogen, der tog sig af dem,« siger hun.
Inger Bagger, der i dag bor i Aarhus, var selv en af dem, der på nærmeste hold oplevede et pædagogisk valg, som nok havde været helt utænkeligt i dag.
»Jeg bliver nødt til lige at blande mig lidt, for det, du fortalte sidste gang, har gjort et vældigt indtryk på mig,« indskyder Bodil Olesen, dagens vært.
»Inger kom fra Færøerne, og så fik vi også en klassekammerat fra Grønland. Og der tænkte skolen så, at vi sætter de to piger sammen,« fortæller Bodil Olesen.
Inger Bagger kunne snakke færøsk, og hendes nye klassekammerat kunne snakke grønlandsk. Men de var kommet til Danmark for at lære at tale dansk.
»Man vidste så lidt om tingene, og man tænkte, vi måtte have noget til fælles, og at det kunne være rart for os at sidde sammen,« siger Inger Bagger.
Hun lærte dog dansk – og hun og de øvrige 27-29 elever i 1.C har i det hele taget klaret sig ganske godt efter skolen, hvis man spørger dem, der er rundt om dagens bord.
Arbejde i øst og vest
Selv uddannede Inger Bagger sig til hospitalslaborant – eller bioanalytiker, som man vil kalde det i dag – og siden også som væver ved Kunstakademiet.
De syv gamle klassekammerater er i det hele taget endt med vidt forskellige arbejdsliv.
Heinrich Nielsen blev uddannet pølsemager og fik blandt andet arbejde på Aarhus Flæskehal, mens Poul Kjær Rasmussen gik i sin fars fodspor som vulkanisør i familievirksomheden, der i dag er vokset sig til dækfirmaet AAV Dæk i Brabrand.
Ove Brogens blev udlært i autoreservedele og arbejdede siden i oliebranchen hos BP og Texaco, men var en overgang også byrådspolitiker i Hammel. Bodil Olesen blev først tandlægeklinikassistent og senere sygehjælper med mange år på bl.a. Amtssygehuset.
Lonna Hansen fik en kontoruddannelse og arbejdede for et ventilationsfirma i Åbyhøj, men senere også som kantinemedhjælper, og Jonna Jørgensen begyndte efter år som hjemmegående, da børnene var blevet store, at tegne køkkener og drive køkkenforretningen Skanderborg Køkkencenter med sin mand, indtil forretningen en dag blev solgt.
Nogle bor i dag i Aarhus, andre i Skanderborg, Ebeltoft eller ved Bønnerup Strand på Djursland. Livet og arbejdet har med andre ord blæst dem vidt omkring.
Men når det så bliver september igen, samler deres fælles fortid på Åby Skole dem nok engang hjemme hos Bodil Olesen i Åbyhøj.
Indtil vi kun er to
Og spørger man, hvad der har holdt traditionen i live, lyder svaret i stuen enstemmigt: »Sammenholdet«.
»Jeg tror, det hænger sammen med, at vi er krigsbørn. Vi har skullet holde sammen. Det skulle vi jo under krigen, og det, tror jeg, har formet os,« siger Bodil Olesen.
Den hjemmelavede kransekage går på omgang. Der har været et enkelt afbud op til dagens jubilæumsarrangement. Men der er endda også flere i live end de otte, de skulle have været. Men nogle bor rigtig langt væk, nogle har man mistet kontakten til, og andre er døde.
Det sidste kommer efter os alle sammen.
Men hvor længe tror I, I kan blive ved med at mødes sådan her hjemme ved dig?
»Indtil vi kun er to tilbage,« lyder det resolut fra Bodil Olesen.