Kunder i plast-chok på byens genbrugsstationer: »Vi graver det ned i et hul«
Men sandheden er, at for få aarhusianere ved, hvad der sker med det utætte badebassin eller den slidte regnjakke, når det afleveres på genbrugsstationen, lyder det fra forsyningsselskabet Kredsløb. Og det skal helt nye skilte nu lave om på – for de to ting skal ikke genanvendes af en helt særlig årsag.
Mange aarhusianere afleverer lige nu sommerens aflagte badebassin på genbrugsstationen, men meget få ved, at det aldrig forsvinder.
Derfor har byens forsyningsselskab Kredsløb nu igangsat et nyt initiativ, der skal gøre det lettere for kunderne at genkende deponiaffald og dets skæbne.
Det skriver Kredsløb i en pressemeddelelse.
Men hvad er deponi?
Det vidste én blandt mange kunder ikke, da han i god tro ellers ville aflevere børnenes nu udtjente badebassin til genanvendelse som ”blød plast”, skriver Kredsløb.
Men i stedet for ”blød plast” skulle det dog afleveres som deponi, hvor det ikke bliver genanvendt, men gravet ned. Men det vidste kunden ikke.
Han er dog langt fra den eneste, slår Kredsløb fast.
Faktisk oplever forsyningsselskabet på samtlige seks genbrugsstationer i Aarhus, at en meget stor del af kunderne ikke ved, hvad deponi er, eller hvad der sker med det hullede badebassin, de nedslidte gummistøvler og resterne af vinylgulvet, når det afleveres korrekt på genbrugsstationen.
Tingene indeholder nemlig blød PVC – en elastisk type plastic – og som bliver giftigt, hvis man afbrænder det, og derfor er det nationalt lovbestemt, at man sender det til nedgravning.
»Vi oplever, at mange bliver overraskede, når de hører, at tingene ikke kan genanvendes, men i stedet graves ned i et hul, og derfor mener vi, at der er behov for at fremme forståelsen og give kunderne bedre forudsætninger for at træffe gode forbrugervalg,« forklarer Benny Stjernholm,” der er chef for genbrugsstationerne i Kredsløb.
Slut med mystik
Kredsløb har derfor ændret navnet på affaldsfraktionen, så kunderne i stedet nu afleverer ting ”til nedgravning” og ikke længere til ”deponi”.
Den nye betegnelse ledsages af en illustration, hvor en mand ses stampe badedyr og andet habengut ned i et hul i jorden.
»Det, du afleverer her, forsvinder aldrig. Vi graver det ned i et hul,« lyder budskabet på den illustration, og de nye skilte kan også opleves på sociale medier og rundt om på genbrugsstationerne.
»Vi havde brug for et visuelt element og et tydeligt navn, så det ikke er til at misforstå, og det var også væsentligt, at man i illustrationen kunne sætte det lidt på spidsen med humor,« lyder det fra Benny Stjernholm med henvisning til den karikerede situation med manden, der stamper affald ned i et hul.
Professionelt og miljøgodkendt
Når Kredsløb sender affald til nedgravning, er det dog ikke en enkelt person, der stamper affald i jorden. I stedet bliver det sendt til et miljøgodkendt anlæg på Djursland, hvor specialister graver affaldet ned, fordelt efter typer og beskyttet af en membran på flere lag, der sikrer, at affaldet ikke skader det omkringliggende miljø.
Det er desuden ideen, at affaldet i fremtiden kan hentes op igen og genanvendes, når teknologien engang bliver mulig.
Affald til nedgravning er ud over badebassiner og gummistøvler bl.a. nogle typer regntøj, ting af glasfiber med mere.
Kredsløb forventer, at man over de næste måneder vil kunne se en positiv effekt af den tydelige skiltning.
Det seneste år er der afleveret ca. 2.860 ton affald til nedgravning på Kredsløbs genbrugsstationer.