Længe har de stået i skyggen, men nu træder Yahya Hassans familie frem i scenelyset

YAHYA HASSAN (2013) BARNDOM

I SKOLEN MÅ VI IKKE TALE ARABISK
DERHJEMME MÅ VI IKKE TALE DANSK
ET SLAG ET SKRIG ET TAL

Kalenderen viser oktober 2013, og Yahya Hassan har taget ordet. Han taler i versaler - om vold, religion, familie og vrede - og han taler med en kraft, der fik hele den litterære offentlighed til at miste fodfæstet.

Ja, han ligefrem bragede igennem lydmuren og gjorde digte både sexede og relevante igen.

Hans digtsamling med det selvbetitlede navn ‘Yahya Hassan’ satte hurtigt salgsrekord og blev solgt til udlandet. Og kun en måned efter udgivelsen blev den til en national begivenhed, da den unge debutant skulle læse op i Vollsmose. Oplæsningen blev først aflyst af sikkerhedshensyn, men blev efter voldsom kritik fra højt politisk niveau gennemført under bevogtning af både skarpskytter, betonbarrikader og metaldetektorer. Begivenheden udløste sågar et flyveforbud.

Samme aften ryddede TV 2 sendefladen for at transmittere oplæsningen live - side om side med de afgørende finanslovsforhandlinger på Christiansborg. Det understregede med al tydelighed, hvor stor en kulturel og politisk begivenhed Yahya Hassan var blevet i Danmark i 2013.

Han talte heller ikke som nogen før ham. Han talte højt, hurtigt og helt uden at bede om lov.

»Han var unapologetic, før det overhovedet, var noget vi gik og sagde. Det var stærkt at opleve - og særligt fra en brun person, da det var en tid, hvor der ikke nødvendigvis var den samme spalteplads til brune stemmer,« siger Sargun Oshana.

Han er skuespiller og instruktør. Og til august vender han tilbage til den stemme, der også endte med at fylde i hans eget litterære gennembrud. På Det Kongelige Teater instruerer han nemlig ‘Familien Hassan’, baseret på Steffen Stubagers bog af samme navn, hvor Yahya Hassans mor og fire søskende for første gang fortæller deres egen historie om familien fra Trillegården i det vestlige Aarhus.

»I lang tid har familien ikke haft mikrofonen i hånden eller fået lov til at fortælle deres side af historien. Derfor er der noget enormt stærkt i, at de gør det nu - og ovenikøbet på landets største scene,« siger Sargun Oshana.

Under radaren

YAHYA HASSAN 2 (2019) MÅNEDIGT

JEG VIL HUSKES SOM ET AF DE MENNESKER
DER IKKE BLEV SLÅET IHJEL
FOR INGENTING
PÅ DEN HER JORD

Assyriske Sargun Oshana kom til Danmark i 1992 som otteårig, da han flygtede fra Irak sammen med sin familie. Som 15-årig flyttede han til Aarhus og gik i skole i Brabrand. Senere blev han optaget på skuespillerskolen, og i 2014 søgte han ind på instruktionslinjen på Statens Teaterskole med Yahya Hassans digte som en del af sit optagelsesmateriale.

»På den måde har Yahya Hassan også fyldt meget i mit liv, og jeg har været vildt optaget af ham som menneske og som stemme,« siger han og uddyber:

»Han turde stikke hånden på kogepladen og var helt sin egen. Det resonerede enormt meget i mig. Man bliver både provokeret af ham, men også taget i hånden.«

Seks år efter sin død har Yahya Hassan stadig en plads i den danske offentlighed. Hans digte fylder fortsat, og det samme gør historien om den statsløse palæstinenser med dansk statsborgerskab, der dumpede ind i dansk litteraturhistorie fra den ene dag til den anden.

Noget nyt er, at hans familie selv kommer til orde i bogen ‘Familien Hassan’ fra 2024: En mors fortælling om en flugt fra Palæstina, livet i en flygtningelejr, og en familie, der har lidt under store tab, konflikter og sammenbrud. Bogen er blevet rost for at tegne et råt og ærligt portræt af et liv, hvor Yahya Hassans gennembrud kaster lange skygger over både søskende og forældre og efterlader en historie om både traumer og konsekvenser, der rækker langt ud over blot én familie.

Og nu bringes historien til live på den danske teaterscene.

Selv beskriver Sargun Oshana bogen som et familiealbum - ikke kun for familien Hassan, men for familien Danmark. Og som et forsøg på at forstå, hvad der sker med dem, der bliver efterladt, når offentligheden retter blikket mod én person.

»Vi så alle ikonet falde. Men der stod også en familie tilbage, som havde mistet et menneske. Den fortælling har jeg længe savnet. Når vores store helte falder, står der som regel en familie tilbage med skårene. Det er dem, der skal samle dem op, mens hele omverdenen kigger på,« siger Sargun Oshana.

Derfor handler denne historie ikke kun om Yahya Hassan, men om dem, han efterlod sig: Søstrene Kawther og Khadeeja. Brødrene Abdullah og Abd Al-Salam og moren Hanan.

For Sargun Oshana har arbejdet med forestillingen været anderledes end noget, han tidligere har prøvet. Modsat klassiske teatertekster handler ´Familien Hassan´ om mennesker, der stadig lever med konsekvenserne af den historie, der nu bliver fortalt på scenen.

»Det er en helt særlig oplevelse at arbejde med et manuskript og samtidig få en sms fra en af de personer, der optræder i fortællingen. Familien har været tæt involveret og har givet deres samtykke, men det er vigtigt for mig, at det ikke bliver en dokumentar. Teatret oversætter virkeligheden til en scenisk oplevelse, og den balance har været afgørende,« siger han.

En fortælling om Aarhus

YAHYA HASSAN 2 (2019) GÅTUR I GHETTOEN

FATTIGE FRYNSER INTERVENERER
MENS JEG OBSERVERER I BARNDOMSKVARTERET
DE UDRETTER INGENTING
TJENER INGEN PENGE

Familien Hassan er også en fortælling om Aarhus. Eller nærmere om en bestemt del af Aarhus.

»Trillegården er nærmest en karakter i sig selv i historien,« siger Sargun Oshana.

Han beskriver boligområdet i det vestlige Aarhus som et sted, hvor mange sprog, kulturer og historier eksisterer side om side.

»Der er noget særligt ved Trillegården, hvor mange virkeligheder eksisterer side om side. Man kan være barn, men man kan også blive voksen meget hurtigt. Det var et sted, hvor børnene legede politi og røvere på legepladsen, men hvor flere senere selv kom på kant med loven,« siger han og supplerer:

»Og det er et sted, der har været grobund for mange stærke stemmer inden for både rap og litteratur.«

I fortællingen bliver boligområdet hverken reduceret til social arv eller integrationsdebat. Tværtimod.

»Vi er ofte hurtige til at forklare mennesker med én årsag. Dårlig barndom. Kultur. Religion. Men her ser vi fire søskende, der vokser op under de samme forhold og ender vidt forskellige steder i livet. Og det udfordrer vores forestillinger om arv, miljø og integration.«

Derfor håber han heller ikke, at publikum går hjem og taler om familien Hassan alene.

»Jeg håber også, at forestillingen giver anledning til, at de ser på deres egen familie og spørger sig selv: Hvornår er familien noget, der sætter os fri, og hvornår er den en kraft, der holder os tilbage? Og så håber jeg, at der kommer en mere grundlæggende diskussion om familien som tema eller fænomen.«

At skabe plads

YAHYA HASSAN 2 (2019) GAL

JEG HAR TABT NOGET
MEN I DET MINDSTE HAR JEG HAFT NOGET

Han er vel nok lidt ydmyg omkring det, men Sargun Oshana har i mange år arbejdet for at give minoritetsetniske stemmer en større plads på teaterscenen. Han har instrueret over 30 forestillinger og har gennem hele sit virke haft fokus på at styrke diversiteten på de danske teaterscener.

Tidligere har han også - som den første nogensinde - modtaget Kulturministeriets nye diversitets- og ligestillingspris, Bodil Koch-prisen.

I 2022 overtog han ledelsen af Blaagaard Teater på Nørrebro - det tidligere Teater Grob - og gjorde mangfoldighed og repræsentation til en del af dets grundsten. Samtidig har han bevidst arbejdet for at skabe plads til stemmer og historier, som han selv savnede, da han begyndte i branchen.

»Det tog mig desværre selv mange år at tro på, at jeg var berettiget til at stå på en scene, fordi jeg ikke så nogen som mig selv deroppe. Jeg måtte i høj grad selv være med til at iscenesætte de historier,« fortæller han.

I dag er virkeligheden heldigvis en anden, men ifølge Sargun Oshana er arbejdet med at repræsentere et bredere udsnit af befolkningen på de danske scener langt fra afsluttet. Men han bidrager selv til det - blandt andet med et, ifølge ham selv, “all brown cast” i ´Familien Hassan´.

»Vi er et virkelig stort hold, som viser, hvordan mennesker fra alle mulige dele af kunsten kan tage deres plads - både foran og bag scenen. Når vi laver teater, handler det om en slags urkraft. Alle de fire skuespillere i vores forestilling er brune skuespillere, som har brudt et glasloft for at stå på Det Kongelige Teater.«

Når Sargun Oshana ser tilbage på sin vej ind i kunsten, er det ikke bestemte instruktører eller skuespillere, han fremhæver. Det er de lærere og pædagoger, der mødte ham i ungdomsårene på institutionerne.

»Jeg havde nogle lærere og pædagoger, som troede på mig og på, at teater kunne være en vej for mig. Det gjorde en enorm forskel.«

De samme skikkelser genkender han i fortællingen om familien Hassan.

»Historien handler også om alle de mennesker, et barn møder på sin vej gennem livet. Nogle relationer bliver traumatiske, mens andre bliver afgørende.«

Et velfærdssamfund som medspiller eller som modspiller.

»Det er en historie om, hvad der kan ske, når nogen griber ind på det rigtige tidspunkt. Hvis publikum går herfra med et mere nuanceret blik på de mennesker, de ellers kun møder i overskrifterne, så har forestillingen allerede opnået noget vigtigt,« siger Sargun Oshana.