Han satsede familiens opsparing på ny restaurant – og gjorde sin svigermor til køkkenchef

En lille radio spiller lavmælt inde fra køkkenet, mens solen falder ind gennem vinduerne i den nyåbnede restaurant på Frederiks Allé.

Duften af kanel, ristede mandler, hvidløg og friske krydderurter breder sig allerede i lokalet, selv om der stadig er et par timer, til de første gæster træder ind ad døren.

Stilheden er usædvanlig.

Siden Dastan åbnede i foråret, har weekenderne været så travle, at restauranten har haft svært ved at følge med.

I dag er der tid til at se sig omkring. Ved vinduet ligger det hævede spiseområde beklædt med persiske tæpper og puder, mens de mørke træborde står dækket og klar til dagens første gæster. Midt i restauranten står Zaki Mohebi.

For få måneder siden var her hverken køkken, vand eller afløb. I dag har den 32-årige tidligere ingeniør satset alt på et liv som restauratør – med sin svigermor som køkkenchef.

Hård start

Da Zaki Mohebi besluttede sig for at åbne restaurant, havde han aldrig arbejdet i branchen.

Han var uddannet ingeniør, men havde i flere år gået med en drøm om at skabe noget selv. For halvandet år siden besluttede han, at tiden var inde.

Den første idé var beskeden: Et lille take away-sted uden tjenere, opvask eller mange siddepladser. Et sted, hvor maden kunne tale for sig selv. Jagten på de rigtige lokaler viste sig imidlertid langt vanskeligere end forventet. I halvandet år ledte han rundt i Aarhus, men enten var køkkenerne for små, huslejen for høj eller beliggenheden forkert. Da han til sidst fandt lokalerne på Frederiks Alle, var de langt fra indflytningsklare.

»Der var hverken var køkken, vand eller afløb. Der var ingenting. Så vi byggede det hele op fra bunden.«

Beslutningen blev samtidig den største økonomiske satsning, han og konen nogensinde havde taget. De investerede familiens opsparing i projektet og valgte bevidst ikke at optage lån. Til gengæld voksede regningerne hurtigt. Der skulle bygges vægge, etableres køkken og købes inventar. Familien trådte til med håndværksarbejde, men meget af arbejdet udførte de selv, ofte sent om aftenen, efter Zaki Mohebis almindelige arbejdsdag.

»Jeg havde det rigtig hårdt i den periode. Hver dag kom jeg herind efter arbejde, og det føltes, som om det gik alt for langsomt. Vi skulle have åbnet i januar, men leverancer blev forsinket, og der opstod problemer med afløbene. Der var mange ting, som ikke gik, som de skulle.«

Zaki Mohebi slog aldrig et stillingsopslag op efter en køkkenchef. Han vidste allerede, hvem der skulle stå bag gryderne.

Mama mad

Dastan specialiserer sig i lam, risretter og andre klassiske afghanske specialiteter.

Den første tanke, der slog mig, da jeg selv smagte maden, var, at den smagte hjemmelavet. Ikke som den mad, jeg selv er vokset op med. Men alligevel som den slags mad, man forbinder med et hjem.

Det var næppe tilfældigt.

For køkkenet ledes ikke af en uddannet kok, men af Zaki Mohebis svigermor. Længe før restauranten blev en realitet, havde han besluttet sig for, at det var hende, der skulle stå bag gryderne.

»Jeg har set min svigermor lave mad til rigtig mange mennesker gennem årene. For hende er det en passion. Vi ser hende næsten aldrig inde i stuen, fordi hun altid står i køkkenet. Hver eneste dag.«

En dag lagde han idéen frem.

»Jeg sagde til hende: ”I stedet for at lede efter en kok, hvad siger du til, at vi gør det her sammen?”«

Hun sagde ja.

I dag er det hendes opskrifter, der møder gæsterne, når de bestiller restaurantens signaturretter. Og samarbejdet har været langt lettere, end Zaki Mohebi havde forestillet sig.

»Jeg var selvfølgelig spændt på, hvordan det ville være at arbejde sammen med sin svigermor hver eneste dag, men vi har haft et rigtig godt forhold siden den dag, jeg blev en del af familien. Jeg holder meget af hende, næsten som en mor, og jeg har stor respekt for det, hun kan.«

Det var heller ikke første gang, de arbejdede sammen. Inden restauranten blev til, oprettede Zaki Mohebi en online undervisningsgruppe for mennesker, der skulle til indfødsretsprøve. Hans svigermor deltog også – og bestod prøven i første forsøg. Den oplevelse gav dem begge tro på, at de kunne løfte et langt større projekt sammen.

Fortællingen

Dastan er samtidig tæt knyttet til Zakis egen historie.

Begge hans forældre kommer fra Afghanistan, men han var kun fem år gammel, da familien flygtede. Han voksede op i Odense og flyttede først til Aarhus for fire år siden, da han blev gift. Selv om han ikke har mange personlige minder fra Afghanistan, har han altid følt en stærk tilknytning til kulturen gennem sine forældre.

»Afghanistan siger mig ikke så meget og så alligevel. Den kærlighed, jeg har til landet og kulturen, kommer fra mine forældre. Det er den, jeg gerne vil dele med andre.«

Det afspejler sig også i navnet. Dastan betyder ”en fortælling”, og restaurantens slogan er Taste of the Silk Road. Menuen tager udgangspunkt i det afghanske køkken, men henter inspiration fra de mange kulturer, som gennem århundreder har sat deres præg på handelsruterne mellem Centralasien og Mellemøsten.

Derfor finder man både dumplings, lammeretter og den klassiske qabuli palaw med ris, rosiner, gulerødder og mørt kød på menuen. Det hævede spiseområde – en såkaldt takht – er næsten altid reserveret. Her samles familier og venner omkring store fade, præcis som mange steder langs Silkevejen.

Mere end ventet

Da Dastan endelig åbnede, overgik interessen alle forventninger.

Uden annoncer eller markedsføring – bortset fra to opslag på Zakis private Facebook-profil – lagde omkring 250 gæster vejen forbi på åbningsdagen.

»Den første kunde stod her allerede klokken otte om morgenen og sagde, at han ville være tilbage, når vi åbnede. Jeg blev ærligt talt nervøs. Den første bestilling tog næsten en halv time, og jeg tænkte: Hvad gør vi, hvis der kommer mange? Men efter et par timer fandt vi rytmen.«

Halvanden måned senere er udfordringen en anden. Køkkenet kan følge med, men restauranten begynder at blive for lille, særligt i weekenderne. Derfor håber Zaki Mohebi allerede at kunne udvide med lokalerne i kælderen, hvor endnu et traditionelt spiseområde skal indrettes.

Men ambitionen rækker længere end flere siddepladser.

»Folk skal føle sig hjemme, når de kommer her. God mad handler ikke kun om ingredienserne, men om den kærlighed, man laver den med. Lidt ligesom et forhold. Har man et godt forhold til mad, kan man mærke det.«