Et digitalt hjerte skal følge kvinder hjem fra byen, men hvad fortæller det om vores samfund?

Der findes efterhånden et helt fysisk sprog for kvinders utryghed.

Nøgler mellem fingrene på vej hjem fra byen. Et fake-opkald til en veninde. En omvej. ”Skriv lige, når du er hjemme.”

Det er små handlinger, som sjældent bliver italesat, men som snarere fungerer som kulturelle reflekser – automatiske, næsten indlærte bevægelser, som mange formentlig tilegner sig længe før, de lærer at sætte ord på dem.

Hos virksomheden Heart2Heart beskrives det bedst som en følelse, der har slået sig ned i kroppen.

Det var den følelse, tre kvinder fra Aarhus begyndte at tale om, da de læste Digital Design sammen. Ganske hurtigt gik det op for dem, at mange delte samme oplevelse, men også at lige så mange gik rundt med en tvivl om, hvorvidt deres utryghed egentlig var berettiget.

»Er det mig, der er for sensitiv? Er jeg mærkelig? Jo flere kvinder vi talte med, desto tydeligere blev det, at de her erfaringer og tanker fandtes overalt,« fortæller Sofie Fürsterling Mønster, den ene af de tre founders. Hun fortsætter:

»Men utryghed opstår sjældent som én stor dramatisk begivenhed. Den opstår nærmere som summen af små erfaringer, historier, advarsler og kropslige rutiner. Og ofte er den så integreret i hverdagen, at den næsten bliver usynlig.«

Det blev begyndelsen på virksomheden Heart2Heart.

I dag er studieprojektet blevet til en virksomhed med flere investeringer i bagagen, herunder en millioninvestering fra Innovationsfondens Innofounder-program og planer om at være synlig på sommerens festivaler.

Fysisk tager virksomheden form som blandt andet små lyserøde silikonehjerter, der kan hænge fra tasker og buksebælter.

Ved første øjekast kunne det ligne endnu en 00’er-genstand, der har sneget sig tilbage gennem modeindustriens evige genbrugsmaskine. Noget, der kunne hænge ved siden af en gammel Tamagotchi eller et glimtende mobilvedhæng.

Men hjertet gemmer på meget mere end nostalgi.

Klemmer man på det, aktiveres nemlig en app og lokationen deles med udvalgte kontakter, som får tilsendt et link.

Og netop her adskiller Heart2Heart sig fra mange andre sikkerhedsprodukter. For idéen er ikke først og fremmest en alarm. Det er omsorg.

Når en betroet kontakt åbner linket, kan vedkommende nemlig sende vibrationer tilbage til nøgleringen. Et form for digitalt ”jeg er her”.

»Det er den del, vi har været meget optagede af. Der er ikke nødvendigvis noget galt. Nogle gange handler det bare om at mærke, at man ikke er alene. At der er nogen, der er der med dig,« fortæller Sofie Lundby Andersen, founder.

Omsorg som udgangspunkt

Heart2Heart er bygget op omkring tre niveauer. Første niveau handler om nærvær, andet niveau om mere aktiv støtte, mens tredje niveau er tiltænkt situationer, hvor der er behov for hjælp.

Men tanken bag er altså ikke først og fremmest hverken alarm eller overvågning. Udgangspunktet er omsorg og ønsket om at skabe en enkel måde at vise nærvær og bekymring på.

Det er en væsentlig forskel, understreger de selv.

For Heart2Heart er ikke skabt omkring forestillingen om det akutte overfald. Tværtimod begyndte hele projektet med en oplevelse af, at mange eksisterende løsninger først træder til, når situationen allerede er eskaleret.

»Mange produkter på markedet er meget reaktive. Når noget er sket, kan du aktivere en alarm. Men vi oplevede, at behovet ofte opstår længe før. Det kan være hele scenariet op til. Bare det at gå hjem alene kan være ubehageligt. Der behøver ikke være en objektivt farlig situation,« siger Nina Isis Kinch Bolton, der udgør den sidste del af trioen bag virksomheden.

Det er heller ikke et produkt, der lover sikkerhed. Den sondring vender de tre iværksættere tilbage til flere gange.

»Vi skelner meget bevidst mellem sikkerhed og følelsen af tryghed. Vi kan aldrig garantere, at der ikke sker noget. Men vi kan måske hjælpe med, at man føler sig mindre alene,« siger Sofie Fürsterling Mønster.

En løsning, eller belastning?

I de seneste år har debatten om tryghed i nattelivet, kønnet utryghed og kvinders bevægelser i det offentlige rum fyldt mere og mere. Og tallene taler da også deres tydelige sprog. I seneste undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd, fremgår det, at knap halvdelen (49,6 procent) af de unge kvinder føler sig utrygge eller overvejende utrygge, når de bevæger sig hjem fra nattelivet, mens hele 60,9 procent af de unge kvinder bekymrer sig for at blive udsat for seksuelle overgreb når de færdes i nattelivet.

Men utrygheden stopper sjældent ved baren eller den mørke gyde. De unge, der føler sig utrygge i byen, oplever det ofte også i hverdagen.

Problemet er med andre ord ikke rigtig til at overse.

Ifølge undersøgelsen fra 2025 tager 83 procent af de unge forskellige forholdsregler for at øge trygheden i byen. De fleste gør det ved at følges med andre eller undgå risikosituationer, mens en mindre andel bruger fysiske sikkerhedsstrategier.

Mens 82 procent af de unge, der tager forholdsregler, oplever, at det øger deres tryghed i nattelivet, peger undersøgelsen samtidig på, at nogle tiltag - særligt brugen af såkaldte beskyttelsesværktøjer - for en del unge kan have den modsatte effekt. 28 procent svarer således, at det påvirker dem negativt, at de føler sig nødt til at tage forholdsregler for overhovedet at kunne føle sig trygge.

Derfor melder spørgsmålet sig næsten af sig selv: Er det her egentlig en løsning, eller blot endnu et lag af forholdsregler, der lægges oven på dem, som i forvejen navigerer efter en række uskrevne hensyn i hverdagen? For når utrygheden bliver gjort til genstand for teknologiske løsninger, er der så ikke også en risiko for, at den ikke bare håndteres, men forstærkes?

De har hørt kritikken før.

»Vi laver ikke skræmmekampagner. Vi siger ikke noget, der ikke er sandt. Vi prøver bare at pege på en virkelighed, der allerede findes. Hvis vi skal ændre noget, bliver vi også nødt til at tale om det,« siger Sofie Lundby Andersen.

Og vi er ikke bare gang med at udlicitere vores tryghed til en app, i stedet for at tage fat i det mere grundlæggende spørgsmål om, hvorfor nogen overhovedet føler sig utrygge i et af verdens mest sikre lande?

»Vi bliver nødt til at tage den oplevelse alvorligt, som mange allerede har. Det nytter ikke noget at afvise det som støj eller overreaktion. Uanset om løsningerne er teknologiske eller politiske, starter det med at anerkende, at utrygheden faktisk findes, og at den kræver handling,« supplerer Sofie Fürsterling Mønster.

En større vision

Bag teknologien gemmer der sig ifølge de tre kvinder nemlig også et større spørgsmål om, hvordan vi indretter samfundet og hvem der bærer ansvaret for trygheden i det offentlige rum. For på længere sigt handler Heart2Heart ikke kun om små nøgleringe, men nærmere om den viden, de kan skabe.

Tanken er nemlig også at indsamle anonymiserede mønstre om oplevet utryghed: Hvor bliver produktet aktiveret? Hvornår sker det? Er der bestemte steder eller tidspunkter, der går igen?

Ambitionen er, at den type data kan bruges af kommuner, byplanlæggere og politikere til at få et mere præcist billede af, hvor mennesker føler sig utrygge.

»Der er ting, som ikke bliver anerkendt som samfundsproblemer, fordi de ikke bliver målt ordentligt. Jeg håber, vi når et sted hen, hvor man ikke længere diskuterer, om det her er virkeligt. Så kan vi begynde at diskutere, hvad vi gør ved det,« siger Nina Isis Kinch Bolton.

Mens arbejdet med den langsigtede udvikling fortsætter, er virksomheden samtidig til stede i en række andre sammenhænge, hvor den møder sit publikum mere direkte. Det sker blandt andet gennem events og workshops, som ikke alene er tænkt som aktiviteter omkring produktet, men som et samlingspunkt for mennesker med fælles erfaringer og værdier.

Her er ambitionen at skabe et rum, hvor deltagerne kan spejle sig i hinanden, dele oplevelser og opbygge relationer. For virksomheden handler det om at skabe mere end en forretning og opbygge et fællesskab og en bevægelse.

Hen over sommeren flytter de blandt andet aktiviteterne ud på flere festivaler som f.eks. Northside.