Han byggede det danske Graceland, men Trumps nye verdensorden udfordrer hans kærlighed til USA

There must be lights burning brighter somewhere
Got to be birds flying higher in a sky more blue
If I can dream of a better land

Sådan sang Elvis Presley i den verdensberømte “If I Can Dream” fra 1968, kun få måneder efter mordet på Martin Luther King Jr. i en tid, hvor USA var præget af stor uro og splittelse.

I dag synger Henrik Knudsen den stadig. Ikke højt. Snarere som en indre melodi, der melder sig, hver gang han vender blikket mod det land, der har formet hans liv mere end noget andet, men som han aldrig har haft sværere ved at holde af end netop nu.

»Hvis sangen var relevant dengang, så gang det med tusind i dag,« siger han.

Henrik Knudsen er ikke amerikaner. I hvert fald ikke ifølge hans pas. Men af både sind og livsførelse er han det i en grad, som kun få kan matche. Siden 1984 har han besøgt USA mere end 150 gange. Han er æresborger i både Tupelo, Mississippi, og Memphis, Tennessee. Formand for The Official Elvis Presley Fan Club of Denmark og ejer af Memphis Mansion i Randers - en tro kopi af Graceland.

Den 16. september 2016 udråbte staten Tennessee endda dagen til officiel “Henrik Knudsen Day”.

Med andre ord har USA - og ikke mindst Elvis - altid været et centralt omdrejningspunkt i Henrik Knudsens liv og er det stadig. Men i dag har der sneget sig en uro ind, som han ikke tidligere har mærket til.

For det Amerika, han forelskede sig i som dreng, føles pludselig fremmed. Ikke på grund af musikken - og i hvert fald ikke på grund af menneskene. Men på grund af den mand, der igen har sat sig for bordenden.

»Jeg er flov«

Gennem de sidste år har Trump undergravet de strukturer, som den vestlige verden hviler på. Nato er reduceret fra fælles forsvar til forretningsaftaler, og ambitionerne om Grønland har gjort det soleklart, at loyalitet og alliancer ikke vejer særlig tungt i Trumps verdenssyn.

»Jeg er flov,« siger Henrik Knudsen.

»Jeg er dansker med stort D og jeg er stolt af mit fædreland. Det er her, jeg er født, og det er her, jeg skal dø. Men derudover har jeg været sindssygt glad for Amerika. Og nu er jeg mildest talt flov og væmmes.«

Det er ikke tilknytningen til landet, der gør ham utilpas, men det, at den pludselig skal forsvares og forklares. At relationer, opbygget gennem et helt liv, nu uden videre bliver underlagt en verdensorden, som han ikke kan genkende sig selv i.

Men han nægter at lade Trump diktere, hvordan han skal forholde sig til sine relationer.

»Det handler om venskaber med mennesker, jeg har kendt længe før Trump overhovedet kom til. Det ville være urimeligt, hvis han skulle have lov at ødelægge dem. Så har han først vundet, og det vil jeg aldrig lade ham,« siger Henrik Knudsen.

Han erkender dog, at nogle relationer bliver mere sårbare, når de får et politisk og moralsk lag. Og han indrømmer, at det nogle gange kræver ekstra indsats at bevare venskaber på tværs af politisk uenighed.

»Jeg skal være ærlig at sige, at jeg kender nogle, der har stemt på ham. Det er jo ikke mærkeligt, når halvdelen af USA har gjort det. Men netop derfor er dialogen vigtig. Uden at skændes kan man faktisk tale sammen,« siger Henrik Knudsen og fortsætter:

»Vi må også forsøge at forstå dem, uden at acceptere det. Mange er økonomisk pressede, og når nogen lover dem en vej ud, lytter de. I dag kan de fleste godt se, at løfterne ikke blev indfriet, og at hverdagen for mange er blevet sværere.«

Et liv med Elvis

USA kom ind i Henriks Knudsens liv gennem en radio. Nærmere bestemt en eftermiddag i 1972, da “Burning Love” lød i Jørgen de Mylius’ Top 20. Da Elvis døde i 1977, blev gnisten for alvor tændt. En lærer fortalte, at rock’n’roll - herunder Elvis Presley - var forbudt i det tidligere Østtyskland.

»Jeg tænkte, det var helt mageløst. Allerede som 13-årig var der nok oprør i mig til, at jeg vidste, det måtte jeg kaste mig over,« siger Henrik Knudsen.

Hvad han ikke vidste var, at det skulle vise sig at blive hans levebrød.

I 2011 åbnede Henrik Knudsen Memphis Mansion i Randers - en detaljeret genskabelse af Elvis Presleys Graceland og et personligt monument over Kongen af Rock’n’Roll.

Siden er stedet vokset. Først med en kopi af Elvis’ barndomshjem i Tupelo og senere med et museum dedikeret til Johnny Cash. I dag rummer Memphis Mansion både udstillinger, diner og samlingssteder - og har en særstatus som det eneste permanente Elvis- og Johnny Cash-museum uden for USA.

Også her mærkes uroen. Men ikke på bundlinjen. Tværtimod. 2025 blev det bedste år nogensinde med 160.000 besøgende og 54 ansatte på Memphis Mansion i Randers.

»Elvis har vist sig større end præsidenter før. Også denne gang,« griner Henrik Knudsen

»Vi gør det jo ikke, fordi det er Amerika. Vi gør det, fordi det var Elvis. Fordi det var en kultur, der har betydet så meget for så mange mennesker. Det er der intet politisk i, men selvfølgelig er det også en dagsorden, der fylder hos os og vores gæster, ligesom det er alle andre steder.«

Henrik Knudsen har da også lavet små justeringer. Blandt andet har han pillet de amerikanske flag ud af markedsføringen.

»Vi prøver at være respektfulde i den periode, vi er i. Der er mange mennesker, der er bekymrede og kede af det.«

Hvad ville Elvis sige?

There must be peace and understanding sometime
Strong winds of promise that will blow away the doubt and fearIf
I can dream of a warmer sun

Inde bag de gule murstensvægge og grønne sprossevinduer i Memphis Mansion sidder Henrik Knudsen i ly for januars bidende kulde.

Her drømmer han også om en verden, der føles varmere.

Når talen falder på Elvis, er Henrik Knudsen heller ikke i tvivl om, hvordan han ville have haft det med det USA, vi ser i dag.

»Han ville næppe han gjort sig til politisk bannerfører, men jeg tror, han ville være rigtig ked af det. Det er så langt fra alt det, han stod for. Den generøsitet og den måde, han mødte mennesker på, afspejler intet af det, vi ser lige nu,« siger Henrik Knudsen og supplerer:

»Nogle af hans venner har endda sagt til mig, at de tror, han ville have forladt landet. Det er jeg nu ikke sikker på. Den vurdering må stå for regningen.«

Henrik Knudsen har i hvert fald ikke selv tænkt sig at lade være med at besøge USA. Medmindre det bliver et spørgsmål om sikkerhed, har han en ambition om at bevare sit kærlige og nuancerede forhold til landet - uagtet hvem, der bestemmer over det.

»Ingen præsident, heller ikke denne, skal have lov til at bestemme, hvem jeg kalder for mine venner.«

Han kan dog ikke skjule, at han helst så Trump og hans nye, forskruede verdensorden falde sammen.

Det er ikke kun Elvis, der drømmer om et bedre land. Det samme gør Henrik Knudsen.