Tarteletten havde redningsvest og tjeneren var til fri fortolkning

At det er her, at »Hr. og Fru Aarhus« fejrer runde fødselsdage, var meget tydeligt ved ankomsten til Thors Mølle. I hvert fald markerede flere af gæsterne denne søndag eftermiddag åbenlyst deres tilhørsforhold til byen ved at iklæde sig fodboldtrøjer.

De mange selskaber nød et glas velkomstbobler i det stille solrige vejr i den dybe smukke skov, mens man forsøgte at nærme sig fødselaren med gaver og blomster, dels for at »tjekke ind« og dels for at få et par ledige hænder til andre nyttige gøremål. På denne tidlige efterårsdag var udsigten ved Thors Mølle formidabel. Alt var kørt i stilling: græssende dåvildt, et lille stresset egern forsøgte at »komme først til mølle« til hegnet med hasselnødder. Thors Mølle hører hjemme ved Dyrehaven, ikke langt fra det snehvide og stilfulde Varna Palæ og et par vandrefodtrin fra den populære Ørnereden med panoramaudsigt over Aarhusbugten.

Et smalt kort for de sultne

Orangeriet var sirligt delt op i to halvdele: Til os, der denne søndag havde bestilt bord til »à la carte«, og til de lidt større selskaber på den anden side af lokalet. De skrå glasfacader understregede Thors Mølles placering, idet man tørt og lunt kunne kigge op og nyde synet af trætoppenes gyldne farveflor under en efterårsblå himmel. Stemningen blev fuldendt ved lyden af rolig pianomusik, som dog druknede efterhånden som gæsterne og selskaberne fandt vej til det stilfulde møblement.

Menukortet var efter min mening alt for smalt, idet der blev gjort opmærksom på, at man tilrådes at vælge to eller tre retter til de virkelig sultne. Frokostkortet talte i alt ni retter. Vi valgte sortfodsskinke, skærising, fish and chips og tarteletten.

Første servering kom hurtigt: sortfodsskinken med surdejsbrød og aioli. En maskulin anretning uden noget pjat: skinke, brød og aioli… ikke skyggen af hverken salat, tomat eller pyntende krydderurter. Manden, som havde valgt denne ret, guffede lystigt i sig, og det var tydeligt, at tanker på klimakrise, politisk korrekthed eller for den sags skyld behov for et grønt islæt var gemt godt væk.

Han var i dyb samtale med den sortfodede iberiske gris, hvor såvel opvæksten i det fri, det særlige foder, konserveringen og den lange modningstid gør den til en virkelig delikatesse. Skinken blev serveret på et stykke smørrebrødspapir i et væld af super tynde skiver. Herfra var det blot at tvinge skinke rundt om gaflen, dyppe i aioli og på vejen til ganen nappe en bid hjemmebagt surdejsbrød med i farten.

Jeg valgte fish and chips – måske et lidt mystisk valg, men det skyldes, at jeg har anmeldt såvel rejer som kartoffelmadder tidligere, så jeg trængte til andre smagsvinkler på et frokostmenukort. Anretningen var faktisk ret flot, hvor cigarformede, gyldne og sprøde fish-sticks stak frem fra en dyb skål polstret med salatblade vendt i en velbalanceret dressing. De tykke håndskårne chips var blevet anrettet med et lag af purløgsdrys. Synet var flot, men stilkarakteren blev elendig, når man forsøgte at bide uden at læberne kom for nær på det grønne drys.

Tartelet med redningsvest

Sprødstegt skærising på rugbrød, anrettet med piemontemayo og rejer og en Møllens tartelet med peberrod, asparges og kylling fulgte i fint tempo. En lille sovseskål ledsagede tarteletten, for som tjeneren fortalte:

»Vi anbefaler, at man selv tilsætter saucen i tarteletten«. Et kig ned i skallen røbede konceptet: store stykker kylling, asparges og løg lå fint anrettet – lige til at lade sig »bade« i den velduftende lysebrune sauce. Ud over at det smagte fantastisk, var konceptet faktisk genialt. Du kan fylde op med sauce efterhånden, som du får gravet dig ned i fyldet og derved selv dosere. Tarteletspisning kan efter min mening ofte sammenlignes med en arkæologisk udgravning: Du udgraver søgegrøfter og arbejder dig igennem en saucestuvning, mens du håber, at du undervejs i saucen finder frem til noget, der ligner grønsager eller kød.

Manden kastede sig over fisken og bemærkede i hvert fald fiskens fine udsmykning, som involverede blodrøde blomsterblade.

Tjeneruniform til formålet

Tjenerne var hurtige, smilende, opmærksomme. Alle unge kvinder var klædt i den klassiske sorte tjeneruniform. Det var derfor en øjenbrynsløfter, da teamet pludselig suppleredes med en mandlig kollega, iklædt lyse shorts, ternet skovmandsskjorte og sort forklæde. Den udgave af tjeneruniformen må siges at stemme godt overens med restaurantens omgivelser og placering. Var det tilfældigt? Var han blevet tilkaldt som reserve og i al hast løbet ind for at hjælpe trods sit outdoorlook? Ja – det er altså de utroligste »sager«, der kan fange ens nysgerrighed og fantasi.

Desserten blev igen valgt ud fra udelukkelsesmetoden, og desværre var et element udgået, så vi valgte citrontærte med lemon curd og marengs, som jo passede »som fod i hose« til rummets navn: Orangeriet. Det gav god mening at nyde kaffe og kage ved de meterstore pottede træer, hvor såvel en stor mængde citroner som mandariner hang og bare ventede på at blive plukket. Det må siges at være en eksotisk »fra jord til bord«-oplevelse.

Den glemte historie

Thors Mølle har haft en lang og noget blandet historie. Den blev anlagt godt uden for byen i 1637 og fungerede som krudtmølle frem til 1688. Krudt blev erstattet af først skind og senere i 1730 klæder, som via møllens mekanik blev blødgjort og derved anvendelig på menneskekroppe.

I løbet af 1800-tallet skiftede møllen atter funktion, idet kradsuld blev fremstillet af gamle tekstiler. Ulden, som blev anset for et lavkvalitetsprodukt, blev vævet sammen med »andet uld« og blev brugt som for til jakker eller tæpper – ofte til brug i militæret. Det var skik og brug, at man ved Thors Mølle kunne blive trakteret med lidt til ganen til lyden af møllebækken, til duften af de mange frugttræer og i skyggen af træernes kroner. I små pavilloner kunne man søge ly for vejr og vind.

I 1968 blev Orangeriet bygget, og man kunne derved på mere bekvem vis »huse« flere gæster. Thors Mølle blev brugt af den tyske værnemagt under Besættelsen. Efter den tyske kapitulation og i takt med, at tyske soldater drog mod deres hjemland, blev det, som før var militære hemmeligheder, taget i øjesyn og kommenteret i det offentlige rum. Ikke mindst »Den tyske kæmpe-bunker ved Thors Mølle i Aarhus«. Trods bunkerens enorme størrelse med flere rum og mange funktioner og med vægge på 2 meters tykkelse samt et loft bestående af 3 meter beton, var bunkeren anlagt under skovbunden og derved usynlig for de fleste – ikke mindst fra luften.

Bunkeren var forsynet med et skydeskår, og ydervæggene pakket ind i livsfarlig højspænding. Det, som optager forfatteren til artiklen, er bunkerens kommandorum, som endnu efter krigen var forsynet med detaljerede kort over Danmark, der »viser de tyske kampforberedelser i Danmark. Man har her aftegnet de tyske forsvarslinjer i Sønderjylland«. Lige her ved det fredelige Thors Mølle.

Pudsigt er det at tænke på, at »Ørnereden« her tæt på Thors Mølle i Marselisborg i 1860’erne – som fik sit navn, fordi en rugende havørn var blevet skudt, hvorefter de efterladte unger måtte passes af menneskehænder – med tiden kom til at dele navn med det senere berømte »Kehlsteinhaus«, også kaldet »Ørnereden«. I folkemunde benævnt »Hitlers sommerhus«, højt og smukt placeret i de tyske alper, og i dag en velbesøgt turistattraktion. Men det er heldigvis en helt anden historie.