Fortsæt til indhold
Aarhus

Winni Johansen troede, hun havde set alle typer kriser: Krigen i Ukraine blev en øjenåbner for hende

I 25 år har professor Winni Johansen beskæftiget sig med virksomheders håndtering af kriser. Da en ukrainsk forsker kom til Aarhus, undersøgte de sammen dem, der holder landet kørende under krigen.

Da Rusland invaderede Ukraine i 2022, havde professor Winni Johansen ingen idé om, hvilken betydning det ville få for hende og hendes arbejde.

Få måneder efter krigens begyndelse stod ukrainske Sophia Opatska imidlertid og holdt et oplæg på Aarhus Universitet. Hun var blevet tildelt et fellowship på universitetet og var flygtet hertil med sin datter.

De ting, Sophia Opatska fortalte, gjorde stort indtryk på Winni Johansen.

»Det kommer pludselig frygteligt tæt på,« siger professoren i dag om mødet med den ukrainske forsker.

De to indledte et samarbejde sammen med en kollega på Aarhus Universitet. Sammen undersøgte de, hvad man er nødt til at gøre for at klare sig igennem selv de værste kriser.