Drab puster til debat om sikkerhed i psykiatrien: Direktør varsler ændringer
Sikkerheden på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital skal kigges efter i sømmene, efter en 41-årig mand tirsdag aften døde efter at være blevet stukket flere gange med en kniv. Det oplyser hospitalsledelse.
»Det er meget voldsomt og tragisk og har påvirket både patienter og ledelsen rigtig meget.«
Onsdag brugte hospitalsdirektør i Psykiatrien i Region Midtjylland Tina Ebler det meste af dagen på at tage sig af medarbejdere og patienter på Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital. Tirsdag aften blev en 41-årig patient stukket seks gange med en kniv og mistede derefter livet.
Samme aften gav en sosu-assistent politiet sin forklaring om hændelsen. Onsdag blev hendes beretning læst op ved et grundlovsforhør i Retten i Aarhus.