Første parket til hav eller sø: Har det voldsomme vejr rykket ved boligdrømmen?
Havudsigt har altid været synonym med luksus og af høj prioritet for mange i jagten på den perfekte bolig. Men har de seneste års vejrhændelser betydning for vandets fremtidige værdi? Det giver en erfaren ejendomsmægler og en fremtidsforsker deres bud på.
Nærhed til vand har altid stået højt på ønskelisten hos mange, der er på boligjagt. Og man graver gladeligt ekstra dybt i lommen for at kunne høre bølgerne bruse.
»Det der med at sidde på sin terrasse med et glas rosévin og nyde havets ro er der mange, der har en drøm om, og det kan jeg i grunden godt forstå. Det er jo ret magisk,« siger Kurt Birger Svit.
Han er indehaver af EDC Odder og Beder og har lige knap 23 års erfaring med at sælge boliger ved den sydøstjyske kyststrækning.
»Afstand til vand er altid noget, der har fyldt i manges bevidsthed, når de skal ud at investere i fast ejendom,« fortæller han.
Men vil nærhed til vand fortsat være en boligdrøm for mange? Eller har stormfloder og nedbør i rekordmængder rykket ved vores forestilling om et liv langs kysten?