Fortsæt til indhold
Aarhus

Du skal vænne dig til at stå lidt tidligere op, hvis du skal med færgen

Efter 10 år med samme afgangstidspunkter i morgentimerne, rykker Molslinjen fra den 2. januar sine tidligste afgange.

JP Aarhus

I 10 år har passagerer, som om morgenen tager Molslinjen fra Aarhus til Sjællands Odde, skullet stille alarmen efter at stævne ud fra Aarhus Havn klokken 5.45, 6.45 eller 7.45.

Men fra den 2. januar skal uret stilles et kvarter. Efter nytår rykker Molslinjen nemlig afgangene frem, så færgen i stedet sejler klokken 5.30, 6.30 og 7.30. I den anden retning bliver morgenafgangene fra Odden mod Aarhus rykket 10 minutter frem til 07.10, 08.10 og 09.10.

Det oplyser Molslinjen i en pressemeddelelse.

Ændringerne sker ifølge Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard, med afsæt i et ønske fra passagererne – og særligt erhvervsfolk, som benytter de tidlige afgange.

»Det er tilbagemeldinger fra vores erhvervskunder, som gør, at vi ændrer på tidspunkterne. Erhvervskunderne fra Aarhus vil gerne som eksempel kunne møde klokken 09.00 eller 10.00 i København, men trafikken omkring København er blevet så voldsom, at det kan være svært at nå frem,« udtaler han i pressemeddelelsen.

Molslinjen konstaterer samtidig, at det er forbundet med en vis opgave at rykke morgenafgangene frem. Budskabet skal ud, hvis der ikke skal være passagerer, som den 2. januar ankommer ved færgelejet på Aarhus Havn klokken 5.30 og ser færgen forlade havnen.

»Erhvervskunderne på Business BlueClass skal jo ikke booke på forhånd – dem garanterer vi en plads på alle afgange – og derfor kender vi dem heller ikke på forhånd på de enkelte afgange. Så nu skal vi slå på tromme så mange steder, at vi får fat i så mange som muligt,« udtaler Jesper Skovgaard.