Dansende taxachauffør på spil igen: 63-årig udsat for tricktyveri
I løbet af det seneste døgn har politiet modtaget flere anmeldelser. Bl.a. har en pirattaxa igen været på spil.
Mandag formiddag modtog Østjyllands Politi endnu en anmeldelse om en pirattaxa.
Anmeldelsen kom fra en 63-årig mand, der i weekenden havde fået stjålet sit kort, hvorefter det blev misbrugt for flere tusinde kroner.
Den 63-årige mand havde lørdag taget en pirattaxa hjem fra byen i Aarhus.
Ved turens afslutning ønskede chaufføren pludselig at danse. Samme modus har politiet - som tidligere beskrevet i JP Aarhus - set i en lang række andre sager med lignende anmeldelser om tricktyverier efter køreture med pirattaxaer.
Det er uklart, hvordan gerningsmanden lykkedes med at få fat i den 63-åriges dankort og pinkode.
Østjyllands Politi opfordrer igen til, at borgere holder sig langt væk fra pirattaxaer, og at man på forhånd planlægger, hvordan man kommer hjem fra byen, når man skal ud.
Indbrudsforsøg blev afbrudt
En 35-årig mand blev mandag eftermiddag taget på fersk gerning, mens han var i gang med at bryde ind i en villa på Oddervej i Aarhus C. Han skulle angiveligt have været ved at kaste en brosten gennem husets kældervindue, da han blev opdaget.
En årvågen nabo skyndte sig ind i sin bil for at følge efter den hætteklædte gerningsmand, der var flygtet fra stedet til fods.
Jagten gik til bunden af Mindeparken, hvor forfølgeren dog mistede gerningsmanden af syne, inden han kort tid efter blev set komme gående på Niels Wilhelm Gades. Her blev han anholdt af en hundepatrulje.
Velafviklet demonstration i Aarhus
Mandag eftermiddag bød på endnu en demonstration i Aarhus C med deltagelse af flere hundrede mennesker.
Demonstrationen fandt sted på Rådhuspladsen og bød ikke umiddelbart på nogen sager for politiet.