Lukning af endnu en station skulle turneres rigtigt for at undgå »en negativ historie«
Lukningen af tre stationer på letbanens Odder-strækning har været til debat i centralt letbaneråd.
Ambitionen om at nå op mod 10 mio. årlige passagerer i den aarhusianske letbane kræver ikke kun som tidligere beskrevet otte nye togsæt. Sandsynligvis bliver det også enden for flere lokale stationer.
Aarhus Letbane har allerede fået opbakning fra sine ejere samt Trafikstyrelsen til at nedlægge Hovmarken Station i udkanten af Lystrup. Det står beskrevet i mødereferater fra det såkaldte letbanesamarbejde, og heri kan man læse, at skæbnen for yderligere tre stationer har været til debat.