Fortsæt til indhold
Aarhus

Til sommer kan bussen komme til Aarhus Ø hvert 10. minut

Et nyt politisk forslag, der kan træde i kraft til sommer, vil forlænge busrute 3A ud til Aarhus' nye bydel. »Det er på tide, at vi binder Aarhus Ø ordentligt sammen med resten af kommunen,« siger teknikrådmand Nicolaj Bang (K).

JP Aarhus

Aarhus Ø danner ramme om ca. 6.000 beboere, tusinder af virksomheder og dertil masser af besøgende året rundt. Og det er de nuværende to busafgange i timen slet ikke nok til at servicere.

Derfor har Magistraten i Aarhus Kommune sendt et forslag om at forlænge busrute 3A ud til Aarhus Ø videre til byrådet, som inden længe skal tage den endelige beslutning.

For »alle ved, at den kollektive trafik på Aarhus Ø er utilstrækkelig«, som det hedder i en pressemeddelelse fra Teknik og Miljø.

Linje 3A kører hvert 10. minut – altså tre gange så ofte som rute 23, der i dag er den eneste bus til og fra Aarhus Ø. Men teknikrådmand Nicolaj Bang (K) ser frem til, at den kollektive trafik i Aarhus’ nye bydel kan blive forbedret.

»Den kollektive trafik på Aarhus Ø har længe været utilstrækkelig med alt for få afgange. Når 3A kommer til at køre hvert 10. minut i myldretiden, løfter vi endelig den kollektive trafik til et niveau, vi kan stå inde for,« udtaler han i pressemeddelelsen.

Ifølge rådmanden vil bedre forbindelser til Aarhus Ø være til gavn for hele Aarhus.

»Det er på tide, at vi binder Aarhus Ø ordentligt sammen med resten af kommunen ved at tilbyde en kollektiv trafik, der kører ofte og til knudepunkter, hvor det er muligt at skifte til en anden bus eller til letbanen. Jeg håber, at forbedringerne vil gøre det nemmere for aarhusianerne at komme til og fra Aarhus Ø,« udtaler han.

Sådan ser forslaget til den nye busrute ud. Illustration: Aarhus Kommune

Hvis linje 3A forlænges til Aarhus Ø, skal der etableres nye stoppesteder. Planen er, at der skal etableres et nyt stoppested på Bernhardt Jensens Boulevard syd for Grethe Løchtes Gade. På Dagmar Petersens Gade skal der være to stop – et der allerede findes på linje 23 samt en ny buslomme, hvor busserne også kan holde pause.

Hvis Aarhus Byråd vedtager forlængelsen af Linje 3A, vil busserne køre den nye rute fra sommeren 2024.

Få fodbold i ørene og lyt til podcasten Hvid Røg, som tager AGF under kærlig behandling hver uge, når bolden ruller. Lyt med i Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.