Aarhus Havn skal have ny formand
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) støtter en omdannelse af Aarhus Havn til aktieselskab, selv om det betyder, at han mister formandsposten.
Havne i København, Aalborg og Fredericia er det i forvejen.
Og nu skal Aarhus Havn også være et aktieselskab i stedet for en kommunal selvstyrehavn.
Det fremgår af en indstilling, som Magistraten i Aarhus Kommune vedtog mandag uden forbehold og har sendt videre til forventet godkendelse i byrådet.
Målet er, at omdannelsen kan ske til juli næste år, og med omdannelsen stopper borgmester Jacob Bundsgaard (S) som formand for havnen, da det fremgår af indstillingen, at bestyrelsen skal have en overvægt af eksterne medlemmer, og formanden skal være ekstern.
Aarhus Kommune vil fortsat eje havnen, men som aktieselskab får havnen bedre kommercielle muligheder. Derudover vil omdannelsen ifølge indstillingen også bidrage til at lette havnens samarbejde med sine samhandelspartnere i ind- og udland.
Som aktieselskab får Aarhus Havn mulighed for at give udbytte til sine ejere, men forude venter store investeringer til havneudvidelse, dry port og grøn omstilling, og derfor er der ikke store forventninger om udbytte.
Bevarer ejerskab
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) ser frem til en ændret selskabsform:
»For mig som borgmester er det afgørende, at vi selvfølgelig bevarer det fulde ejerskab af Aarhus Havn, at Aarhus Havn bliver lagt ind under samme selskabsform som de øvrige kommunale selskaber, og at vi imødekommer havnens ønske om bedre at kunne understøtte havnens og dermed også byens udvikling,« siger borgmesteren i en pressemeddelelse.
Havnedirektør Thomas Haber Borch ser også frem til omdannelsen:
»En omdannelse til et aktieselskab vil kunne styrke vores position,« siger havnedirektøren i en pressemeddelelse.