Fortsæt til indhold
Aarhus

En 93-årig kvinde fik trukket huen ned over øjnene og fik stjålet sin taske

En 51-årig mand skabte uro i letbanen og blev sigtet. Læs uddrag af døgnrapporten her.

JP Aarhus

Østjyllands Politi fik mandag kl. 10.35 en anmeldelse om, at en 93-årig kvinde var blevet udsat for et tasketyveri på Finsensgade i Aarhus N.

Den 93-årige var kommet gående på fortovet, da en mand kom hen og trak hendes hue ned over øjnene. Mens den 93-årige forsøgte at få huen væk fra øjnene, snuppede gerningsmanden kvindens håndtaske, hvorefter han stak af i løb og satte sig ind i bil og kørte derfra. I kvindens taske var blandt andet en pung, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten. Den 93-årige kunne umiddelbart ikke give et nærmere signalement af gerningsmanden. Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere, og hører gerne fra personer, der har relevante oplysninger i sagen.

Mandag aften kl. 23.10 indløb en anmeldelse om, at en mand skabte uro i letbanen i Aarhus, hvor han råbte af føreren og sparkede på døren ind til ham. Den aggressive passager var stået af på et stop på Randersvej i Aarhus N, og her sad han også, da en patrulje kort efter kom frem.

Den aggressive letbanepassager viste sig at være en 51-årig mand, der af ukendte årsager havde set sig sur på letbaneføreren. Den 51-årige blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

Der er det seneste døgn indløbet anmeldelser om seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds, oplyser Østjyllands Politi. I Aarhus har der været indbrudstyve på spil i henholdsvis Risskov, Åbyhøj og Lystrup. De øvrige tre tilfælde af anmeldelser om indbrud hidrører fra adresser i Malling, Rønde og Ebeltoft.