En 27-årig mand er fængslet for grov vold og kvælertag mod en 25-årig kvinde
En 71-årig kvinde kørte vanvidskørsel og fik sin bil beslaglagt, og der har været en serie af indbrud i biler. Læs uddrag af døgnrapporten her.
Østjyllands Politi fremstillede mandag kl. 11.00 en 27-årig mand i grundlovsforhør. Han er sigtet for grov vold begået mod en 25-årig kvinde, som han har en relation til, fremgår det af døgnrapporten. Overfaldet fandt ifølge sigtelsen sted mellem lørdag aften og natten til lørdag på en adresse i Ulstrup i Favrskov Kommune.
Den 27-årige er sigtet for at have slået kvinden flere gange i ansigtet med knyttet næve og for at have taget kvælertag på hende, så hun på et tidspunkt besvimede. Ved grundlovsforhøret blev den 27-årige varetægtsfængslet i fire uger. Han nægter sig skyldig og tog forbehold for at kære kendelsen.
En opmærksom borger kontaktede søndag kl. 13.31 politiet og fortalte, at han kørte bag en bilist, der kørte usikkert og slingrende igennem Ulstrup by. Anmelderen fik guidet en patrulje frem til bilen, hvor en synligt beruset 71-årig kvinde sad bag rattet. Da hun blæste i alkometeret, viste det en promille på over 2,0, og hun blev anholdt og sigtet for spritkørsel. Når man kører bil med så høj en promille, betragtes det som vanvidskørsel, og den 71-åriges bil blev derfor beslaglagt med henblik på konfiskation. Kvinden fik foretaget en blodprøve, der nu skal fastslå, hvad den præcise promille var.
Søndag kl. 21.23 anmeldte personalet i et supermarked på Trøjborgvej i Aarhus N, at det netop havde været udsat for tyveri, da en mand havde stjålet nogle tusinde kroner fra et kasseapparat. Ifølge personalet havde manden stået klar, da ekspedienten åbnede kassen, hvorefter han stak hånden ned, tog nogle sedler op, og løb ud af butikken. En betjent genkendte ud fra overvågningsbillederne gerningsmanden, og lidt efter blev en 40-årig mand anholdt og sigtet for tyveri, fremgår det af døgnrapporten.
29 anmeldelser om tyveri fra personbiler er indløbet i løbet af weekenden. De fleste forhold blev begået i Studstrup og Brabrand, hvor gerningsmændene havde smadret ruder på en del biler og stjålet de værdier, der lå i dem. Politiet anmoder om, at man ringer 114, hvis man observerer noget mistænkeligt på parkeringspladser. Det kan f.eks være, hvis personer går og kigger ind i biler, lyder det fra ordensmagten.