Knivstikkeri i Odder: 26-årig varetægtsfængslet
En mand er mandag blevet varetægtsfængslet i forbindelse med et knivstikkeri i Odder tidligere på måneden.
Søndag blev en 26-årig mand, som var efterlyst i forbindelse med et knivstikkeri i Odder, anholdt på en adresse i Midtjylland. Manden er sigtet for forsøg på manddrab.
Han blev mandag kl. 10 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Her blev han varetægtsfængslet frem til den 1. september. Der er yderligere tre personer varetægtsfængslet i sagen. Den 26-årige mand nægter sig skyldig, oplyser Østjyllands Politi på mediet X.
»Han er sigtet for forsøg på manddrab ved i forening med andre at have overfaldet en 32-årig mand og stukket ham med kniv. Overfaldet skete ifølge sigtelsen natten til den 5. august ud for en adresse i Odder. Den 32-årige blev efterfølgende indlagt i kritisk tilstand,« skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den nu varetægtsfængslede mand har været efterlyst sammen med to andre, som fortsat er efterlyst af politiet. Det drejer sig om den 38-årige Mike Brandes og den 30-årige Thomas Espensen.