Fortsæt til indhold
Aarhus

Mobil politistation skal hindre uro på Aarhus Ø

Bomberør, trykluftshorn og dyttende unge i biler får politiet til at indsætte en mobil politistation på Aarhus Ø.

Nogle unge mennesker er de seneste dage svinget forbi Aarhus Ø med andet formål end at besøge caféer eller springe i havnebadet.

De har affyret fyrværkeri, antændt bomberør og truttet med trykluftshorn. Sidstnævnte foregik endda, mens personen, en 23-årig mand, hang ud af vinduet på en bil.

Urolighederne får nu Østjyllands Politi til at øge dets synlighed med en mobil politistation på Aarhus Ø. Politistationen kører derud torsdag eftermiddag, hvor den vil stå henover aftentimerne i weekenden.

»Vi opsætter den, fordi der har været en hel del anmeldelser det seneste døgn om larm og uro, og det prøver vi selvfølgelig at komme til livs,« siger vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Gert Bisgaard.

»Og så har vi altid et ønske om at komme i kontakt med borgerne og have dialog med dem. Det ved vi, at den mobile politistation er et godt udgangspunkt for.«

Det er ikke første gang, politiet gennemfører en indsats på Aarhus Ø, påpeger vicepolitiinspektøren. Når solen kommer frem, trækker aarhusianerne ud i byen. Når det sker, opstår der oftere situationer, der kan kræve politiets tilstedeværelse.

»Når der er mange mennesker i det offentlige rum, ser vi også flere, der føler sig genereret af andres måde at være på. Dét, kombineret med studenter og alle mulige andre ting, gør, at der er rigtig mange mennesker helt naturligt derude. Også på Aarhus Ø,« siger Gert Bisgaard.

Det er endnu ikke klart, præcis hvor længe den mobile politistation bliver stående på Aarhus Ø. Indtil videre er det i hvert fald indtil søndag.

Når først den er kørt sin vej, er det dog ikke ensbetydende med, at politiet stopper dets indsats i området. Patruljer vil fortsat, ligesom det har været tilfældet det seneste døgn, være til stede i området, siger Gert Bisgaard.