Kampe i Randers og Tyrkiet fik politiet til at tage affære
Østjyllands Politi skriver i sin døgnrapport om en baneløber og en gruppe med fyrværkeri. Læs uddrag her.
Selv om fodboldkampene fandt sted med flere tusinde kilometers afstand, førte de begge til opgaver for betjente i Østjyllands Politi.
I politiets døgnrapport kan man læse, at en 23-årig AGF-fan tirsdag kl. 20.18 valgte at løbe ind over banen på stadion i Randers midt under Superliga-kampen mellem Randers FC og AGF. Han blev hurtigt fanget af vagterne og ført ud af banen, hvor han efterfølgende modtog en sigtelse af politiet for husfredskrænkelse. Han blev desuden sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde hash i lommen.
Lidt over en time senere fik Østjyllands Politi flere anmeldelser om en gruppe personer, der skabte uro i Aarhus midtby med høje råb og affyring af fyrværkeri.
Da politiet kom frem, viste det sig, at det var en gruppe fans af den tyrkiske fodboldklub Galatasaray, der netop havde vundet det tyrkiske mesterskab med en 4-1 sejr over Ankaragücü. Gruppen fik besked på at dæmpe sig og fik at vide, at de involverede ville blive sigtet, hvis de blev set affyre fyrværkeri. Efter lidt tid med politiets tilstedeværelse blev der ro på forsamlingen.
Tidligere tirsdag – kl. 15.58 – rykkede politi og brandvæsen ud til en lejlighed på Gøteborg Allé i Aarhus N, hvor der var kraftig røgudvikling. Der var ingen hjemme i lejligheden, og brandvæsnet fik hurtigt slukket branden.
Ilden viste sig at være startet på et tændt komfur, hvor der var gået ild i et stykke pap. Ifølge Østjyllands Politi havde beboeren ved et uheld tændt for komfuret eller glemt at slukke det.
Han blev derfor sigtet for uforsigtighed i sin omgang med ild. Ingen personer kom noget til, men branden og røgen forårsagede materielle skader i lejligheden.