Borgmester: Nu skal tilliden genoprettes
Kommunaldirektør Christian Bertelsen, Norddjurs Kommune, er indstillet til fyring efter arbejdsmiljøundersøgelse.
En sag om et langvarigt dårligt arbejdsmiljø skal ikke gentage sig i Norddjurs Kommune.
Det fastslår borgmester Kasper Bjerregaard (V), efter at økonomiudvalget forleden besluttede at indstille til kommunalbestyrelsen, at kommunaldirektør Christian Bertelsen skal afskediges.
»Det skal være trygt at arbejde i Norddjurs Kommune, men det er jo åbenlyst gået galt her. Derfor er det vigtigt, at vi på rådhuset får en åben snak om, hvordan det kunne komme så vidt, så vi kan få genoprettet tilliden,« understreger Kasper Bjerregaard.
Krænkende handlinger
Efter meldinger om dårligt arbejdsmiljø i kommunaldirektørens sekretariat gav Arbejdstilsynet den 12. januar i år kommunen et påbud om at undersøge, om der var problemer med det psykiske arbejdsmiljø i kommunaldirektørens sekretariat, og herunder, om krænkende handlinger har været en del af dagligdagen på rådhuset i Grenaa.
Arbejdstilsynet krævede, at kommunen skulle engagere en rådgivningsvirksomhed, der er autoriseret på det psykosociale område, til at udarbejde redegørelsen. Kommunen satte undersøgelsen i gang, mens kommunaldirektøren blev sendt hjem. Nuværende og tidligere medarbejdere blev opfodret til at deltage og bidrage med deres vurderinger, og det var der flere, der gjorde, oplyser borgmesteren.
»For at komme hele vejen rundt gav vi de medarbejdere, som havde forladt sekretariatet i løbet af 2022, mulighed for et interview. De har været meget ærlige og sobre og har sagt nogenlunde det samme som de nuværende ansatte,« fortæller Kasper Bjerregaard.
Indholdet i undersøgelsen er ikke offentliggjort, men ifølge borgmesteren er konklusionen, at der har været en hård tone i afdelingen og uforudsigelighed, som har resulteret i et psykisk dårligt arbejdsmiljø.
Trygheden skal genskabes
»Der har ikke været tale om fysiske eller seksuelle krænkelser,« understreger borgmesteren, der samtidig afviser, at arbejdsmiljøet har givet anledning til et højere sygefravær eller langtidssygemeldinger.
Flere har ifølge Kasper Bjerregaard også oplyst, at de tidligere har givet udtryk for, at der var et dårligt arbejdsmiljø i afdelingen, men ikke følte, at der blev gjort noget ved det.
»Man har øjensynligt ikke haft tillid til de etablerede systemer, fordi der ikke skete noget. Sådan skal det naturligvis ikke være, og derfor har jeg haft møder med medarbejdere og arbejdsmiljøorganisationen, så vi kan få ryddet op i det her og genskabt tryghed og tillid. Det skal vi hjælpe hinanden med at sikre,« forklarer borgmesteren.
Problem i flere år
Christian Bertelsen er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og kom fra en stilling som vicekommunaldirektør i Skive Kommune, da han blev ansat som kommunaldirektør i Norddjurs i 2017. Har der så været et dårlige arbejdsmiljø i sekretariatet siden hans tiltrædelse?
»Der er flere i undersøgelsen, der refererer til, at det har stået på i flere år. Men undersøgelsen tager fat i, hvordan arbejdsmiljøet er nu, og ikke, hvordan det har været for nogle år siden,« siger Kasper Bjerregaard.
Kommunaldirektøren er fritaget for tjeneste, indtil kommunalbestyrelsen træffer den endelige beslutning om, hvorvidt Christian Bertelsen skal fyres, på kommunalbestyrelsesmødet den 18. april 2023.
Norddjurs Kommune skal senest den 1. april sende en redegørelse til Arbejdstilsynet om, hvordan og i hvilket omfang de nævnte problemer er håndteret.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Christian Bertelsen.