Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus Universitetshospital generobrer titlen som Danmarks bedste hospital

Efter i 2022 at have lånt hæderen ud til Rigshospitalet er Aarhus Universitetshospital tilbage i toppen af tabellen. Men også deroppe er der mørke skyer i horisonten.

Det lykkedes 14 gange i træk – men så gik den heller ikke længere.

I 2022 måtte Aarhus Universitetshospital se sig slået af Rigshospitalet i den årlige kåring af Danmarks bedste hospital. Det er sundhedsmediet Dagens Medicin, der siden 2007 har stået bag kåringen.

Selvom de i Skejby er vant til at sidde på toppen af tabellen, er glæden ved at være tilbage i front stadig stor, siger hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital Poul Blaabjerg.

»Det er jo ikke i den forstand et OL, vi er til, men uanset hvad, er vi glade for at vinde den tilbage,« siger han og uddyber:

»Når vi ligger højest, er det er en fantastisk anerkendelse af, at vi i det, vi eksisterer for, bliver set som de bedste. Det er vi glade for, og det bliver vi ved med at kæmpe for – det vil vi gøre år efter år.«

I kåringen bliver der primært lagt vægt på behandlingens kvalitet, der står for 90 pct. af den endelige score. 10 pct. af pointene kommer fra de årlige patienttilfredshedsundersøgelser.

Det gælder for Aarhus Universitetshospital som for landets øvrige hospitaler, at der er stor mangel på personale i sundhedssektoren. Hospitalsdirektøren er da også bevidst om problematikken og anerkender, at det i dag er svært at fastholde den høje kvalitet.

»På den ene side er der ingen tvivl om, at det er notorisk vanskeligt at fastholde det høje niveau, når manglen på personale betyder, at man ikke er så robust. Jeg tror, at grunden til, at vi ligger højt – og også ligger højt nu – er, at der er kolossalt engagement og en kolossal evne og lyst til at blive bedre hele tiden,« siger Poul Blaabjerg.

Adspurgt om, hvorfor Aarhus Universitetshospital kan fortsætte med at ligge i toppen, hæfter direktøren sig særligt ved medarbejdernes evne til at samarbejde. Det er en afgørende faktor, forklarer han.

»Det er en ret kompleks ting at drive et hospital, og det er en ret kompleks ting af lave avanceret behandling. Det kræver kolossalt godt samarbejde, og dét er egentlig vores kant i det her, tror jeg. Det er, når vi lykkes med det, at vi er rigtig, rigtig gode. Det er medarbejderne, og det er samarbejdet, der står tilbage som vores særlige styrke.«

I kåringen vurderes både de enkelte afdelinger samt helheden af kvaliteten på hvert hospital. 18 afdelinger på Aarhus Universitetshospital har fået førstepladsen i deres respektive kategorier.

Fejringen af afdelingerne fandt sted fredag formiddag, hvor der var flere taler – bl.a. af regionsrådsformand Anders Kühnau (A). Foto: Stine Schjøtler