Fortsæt til indhold
Aarhus

Han stråler i Superligaen, men Yann Bisseck ville egentlig hellere have været kirurg

Som 16-årig spillede han på flere tyske u-landshold, men Yann Bisseck tænkte dengang slet ikke, han skulle være fodboldspiller. Medicinstudiet virkede mere realistisk.

Når man snakker med Yann Bisseck lyder det ikke, som om at man snakker med ung mand på 22 år.

Hver gang en sætning forlader hans mund, er det, som om han har brugt to dage på at overveje hvert enkelt ord, og selvom han er fra Köln, som ligger et stenkast fra den tidligere vesttyske hovedstad Bonn, og har camerounske rødder, som han stadig dyrker, er hans engelske fejlfrit.

Måske skyldes det, at han, lang tid før salget til AGF, besluttede sig for at begynde på en uddannelse – som han stadig er i gang med lige nu. Måske skyldes det, at den unge mand bruger meget tid på at læse bøger som f.eks. hans yndlingsbog ”Homo Deus” skrevet af Yuval Harari, som omhandler de projekter, drømme og mareridt, der vil komme til at forme det 21. århundrede – såsom forsøg på at overkomme døden og skabe kunstigt liv, eller – måske skyldes det, at han som 16-årig var ved at opgive drømmen om professionel fodbold for at jagte en anden drøm om at blive kirurg.

Hvad end det er, virker Yann Bisseck som specielt motiveret – på og uden for fodboldbanen.