Test af bedre miljøløsninger under opførelsen af landets højeste bygning
Byggeriet af et aarhusiansk højhus bliver samtidig et laboratorium for miljø- og klimatiltag, der kan bidrage til grøn omstilling i bygge- og anlægsbranchen.
Byggeriet af landets højeste kontorbygning på 142 m på Mindet, Aarhus Havn, bliver et udstillingsvindue for miljø- og klimatiltag, der kan blive helt essentielle for den grønne omstilling i bygge- og anlægsbranchen.
Teknologisk Institut og entreprenørvirksomheden Per Aarsleff A/S står bag projektet Fremtidens Grønne Byggeplads, hvor der vil blive afprøvet alternative drivmidler og andre løsninger til at reducere energiforbrug og klima- og miljøpåvirkning på byggepladsen.