Fortsæt til indhold
Aarhus

Børn og Unge i Aarhus får ny direktør

Aarhus Kommune har fundet sin nye direktør for Børn og Unge i Horsens.

JP Aarhus

Et enigt ansættelsesudvalg har valgt at pege på Tanja Nyborg som ny direktør for Børn og Unge i Aarhus Kommune. Onsdag aften har Aarhus Byråd godkendt ansættelsen, og hun sætter sig derfor første gang i direktørstolen tirsdag den 1. november.

Tanja Nyborg er 49 år og kommer fra en stilling som direktør for Uddannelse og Arbejdsmarked i Horsens Kommune. Hun afløser forvaltningschef Helle Bach Lauridsen, som har været konstitueret direktør siden Martin Østergaard Christensen fratrådte stillingen i maj for i stedet at tiltræde som ny stadsdirektør i Aarhus Kommune.

»Hun er en erfaren og meget kompetent, moderne leder, som har indgående kendskab til børne- og ungeområdet bl.a. fra Horsens Kommune,« lyder skudsmålet fra rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom.

Tidligere arbejdet i Aarhus

Tanja Nyborg har været direktør i Uddannelse og Arbejdsmarked i Horsens Kommune siden 2017. Her har hun det overordnede ansvar for fagområderne dagtilbud, skole, beskæftigelse samt udsatte børn og unge. Inden da var hun chef for Familiecentret i Aarhus Kommune.

»Jeg glæder mig til at skulle stå i spidsen for den strategiske udvikling af Børn og Unge og bidrage til den videre udvikling af en magistratsafdeling og kommune, som ubetvivleligt har fokus på at realisere ambitiøse visioner og målsætninger sammen med og til gavn for borgerne,« siger Tanja Nyborg i en pressemeddelelse.

Hun er uddannet socialrådgiver fra Den Sociale Højskole i Aarhus i 1998. Siden da har hun bl.a. taget en master i ledelse på Syddansk Universitet. Tanja Nyborg bestrider desuden en række bestyrelsesposter i bl.a. FGU Sydøstjylland og kulturinstitutionen Fængslet i Horsens, ligesom hun er medlem af KL’s kontaktudvalg på børne- og kulturområdet.

Privat bor Tanja Nyborg i Viby J med sin mand. Sammen har de to børn på hhv. 22 og 20 år.