Fortsæt til indhold
Aarhus

Narkoselæge har indført hypnose på børneafdelingen på AUH og håber, at det kan brede sig til hele landet

Som det første sted i landet forsøger man på Aarhus Universitetshospitals børneafdeling systematisk at arbejde med hypnose i behandlingen af syge børn.

Ingen børn bryder sig om at blive stukket med en nål, men der er nogle, for hvem det er nødvendigt. Børn med kræft, blodsygdomme, hjerteproblemer, neurologiske sygdomme og andre kroniske sygdomme er jævnlige gæster på hospitalet, og ofte skal de igennem dybt ubehagelige, men livsvigtige behandlinger.

Nogle af dem bærer på traumatiske oplevelser og stritter imod. På Aarhus Universitetshospital i Skejby er en narkoselæge på børneoperationsgangen i samarbejde med børneafdelingen begyndt at gå til de børn på en lidt utraditionel måde. Med hypnose eller klinisk hypnoterapi, som det hedder.

»Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er et redskab, man ville kunne bruge i mange sammenhænge, når man har med børn at gøre. Og den skepsis, jeg havde i begyndelsen, har fortaget sig,« siger anæstesiolog Jesper Hedegaard.

Hans resultater er gode faktisk så gode, at kolleger er begyndt at komme til ham efter hjælp til børn, som de ikke kan få lov til at behandle.