Tivoli Friheden kan endnu ikke sige, om dødsulykke har påvirket besøgstal
Først om nogle uger kan direktør Henrik Ragborg Olesen tegne et billede af, om sommerens dødsulykke har haft en betydning for besøgstallet.
Tivoli Friheden kan endnu ikke fortælle, hvorvidt dødsulykken i rutsjebanen Cobra har fået folk til at blive væk fra forlystelsesparken. Men det går ganske udmærket med antallet af besøgende.
Det konstaterer Tivoli Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen, der i midten af august forventer at kunne sige noget om besøgstallet.
»Det er jo ikke mere end 14 dage siden, det er sket, så vi skal lidt længere hen på sommeren før, vi har et billede af det. Der er så mange forskellige faktorer, der har betydning for det – alt muligt som vejret og hvor mange turister der er i Aarhus, spiller ind,« lyder det fra Henrik Ragborg Olesen, som tilføjer, at også koncerterne har en betydning.
Torsdag den 14. juli afgik en 14-årig pige fra København ved døden ved ulykken i cobraen, mens en 13-årig dreng fik skader på den ene hånd og blev indlagt. Et vidne, der befandt sig tæt på rutsjebanen, har over for Jyllands-Posten beskrevet, at han hørte et brag fra ulykken, der lød, som når rutsjebanen kører rundt normalt, men pludseligt stoppede. Østjyllands Politi er i gang med at fastlægge de nærmere årsager til dødsulykken.
Efter ulykken var Tivoli Friheden lukket frem til den efterfølgende onsdag, og således har forlystelsesparken kun haft åbent i knap to uger siden. Selv om Tivoli Friheden ifølge direktøren har data for antallet af besøgende, mener han, at det ikke giver mening at bruge disse endnu.
»Du er nødt til at have en vis periode for at kunne korrigere for vejret og det ene og det andet. Men jeg kan fortælle, at vi generelt set er i god gænge. Det går ganske udmærket, og vi er godt tilfredse med besøgstallet,« siger Henrik Ragborg Olesen.
Adspurgt om, hvorvidt Tivoli Frihedens besøgstal ligger over eller under, hvad han forventede, siger direktøren:
»Så ligger vi lige nøjagtig på en snor lige omkring det, vi havde forventet.«
Det har ikke været muligt at få en status fra Østjyllands Politi på efterforskningen af ulykken.