Fortsæt til indhold
Aarhus

Tivoli Friheden genåbner på en stille måde onsdag

Tivoli Friheden har været lukket siden torsdagens dødsulykke. Onsdag eftermiddag åbnes der igen for gæster.

/ritzau/

Onsdag eftermiddag slår Tivoli Friheden igen dørene op for sine gæster.

Det sker på en stille måde i forlængelse af sidste uges ulykke, hvor en 14-årig pige mistede livet i forlystelsesparken.

Det skriver Tivoli Friheden på sin hjemmeside.

Siden torsdag, hvor den 14-årige mistede livet i en ulykke i rutsjebanen Cobra, har forlystelsesparken været lukket.

Onsdag fra klokken 14 til 18 åbner forlystelsesparken igen for gæster. Det bliver på det, parken selv beskriver som ”en stille måde”.

- Forlystelserne vil være slukkede. Restauranterne vil være lukkede. Højttalerne vil være tavse.

- Men hele Tivoli Friheden vil være åben for alle, der har lyst til eller brug for at komme ind i parken, gå en runde, sidde en stund og/eller måske snakke med nogle af vores medarbejdere.

- Vi er der for det samme, skriver forlystelsesparken på hjemmesiden.

Gæster vil onsdag få fri entré til Tivoli Friheden. Der vil være mulighed for at lægge blomster ved rutsjebanen Cobra, hvor der også vil blive tændt et lys.

Fra og med torsdag holder Tivoli Friheden åbent som normalt.

Ulykken i rutsjebanen skete, da den bageste vogn i rutsjebanen knækkede af. I en lignende hændelse i 2008 kom fire personer til skade.

Direktøren i Tivoli Friheden, Henrik Ragborg Olesen, har tidligere slået fast, at rutsjebanen var testet og godkendt inden ulykken.

Rutsjebanen vil dog ikke blive genåbnet.

Det er endnu uvist, hvad der var årsag til ulykken. Østjyllands Politi arbejder på at klarlægge de nærmere omstændigheder.

Tivoli Friheden forventer, at undersøgelserne kan ”vare flere måneder”.

Når politiet er færdig med at undersøge rutsjebanen, vil den blive afmonteret og fjernet.