Portrætter i Musikhuset sætter fokus på de musikalske kvinder
Det er mænd, der dominerer musikbranchen, også i radioen, men nu viser Musikhuset Aarhus, at kvinderne faktisk er der.
Den skæve kønsbalance i musikbranchen bliver nu i bogstaveligste forstand hængt ud i Musikhuset Aarhus.
Her kan man i de næste to måneder se en fotoserie med portrætter af 51 danske artister, alle kvinder. De 51 artister, der er med i projektet, spiller alt fra poprock, hiphop og death doom. En er 20 år, en anden er 72, nogle i starten af deres karriere, andre på toppen.
”50/50”-projektet er skabt af de to fotografer Merle Mejlby og Christina Jensen, der har fotograferet artister som Stine Bramsen, Lis Sørensen, Velvet Volume, Annika Aakjær, Karen Mukupa, Annisette og Hanne Boel.
»Et tilbagevendende argument fra branchen har gennem årene været, at de ikke booker og spiller kvindelige artister i lige så høj grad som mændene, fordi de “ikke er der”. Med ”50/50” skaber vi et visuelt modargument, der helt konkret og meget simpelt viser, at der findes masser af artister, der ikke er mænd. De er lige her,« siger Christina Jensen i en pressemeddelelse.
Idéen til ”50/50” udspringer af de tal, som musikorganisationen Gramex i 2019 offentliggjorde i en opgørelse over, hvilke danske artister, musikere og sange der bliver spillet i radioen. I 2019 var der for tredje år i træk kun mænd på alle årets top 10-lister.
»Vi håber, at projektet kan være en visuel reminder om at holde fokus på kønsbalancen. Vi vil gerne appellere til, at dem, der sidder på magten fremadrettet tør tage ansvaret på sig, anerkender egne bias og gør noget ved det. Samtidig vil vi med projektet gerne give yngre generationer nogle stærke rollemodeller at spejle sig i,« siger Merle Mejlby.
Portrætterne er også samlet i en bog, ”50/50”, som netop er udkommet.