Aarhus henter ny stadsdirektør fra egne rækker
Direktøren for Aarhus Kommunes magistratsafdelingen for Børn og Unge, Martin Østergaard Christensen, bliver ny topembedsmand i kommunen.
Ansættelsesprocessen har været i gang i fire måneder, men politikerne i Aarhus Kommune behøvede ikke se langt efter en egnet kandidat til posten som kommunens øverste embedsmand.
På byrådsmødet onsdag godkendte Aarhus Byråd ansættelsen af Martin Østergaard Christensen som ny stadsdirektør i Aarhus Kommune pr. 1. juni 2022. Han arbejder i dag som direktør i Magistratsafdelingen for Børn og Unge i netop Aarhus Kommune, hvor han har været direktør siden 2018. Inden da var Martin Østergaard Christensen direktør i Aalborg Kommune i perioden 2014-18 og før det, børne- og undervisningsdirektør i Hjørring Kommune.
Jeg vil gøre mit til at indfri byrådets og byens ambitioner: Aarhus – en god by for alle. Men vi står også over for store strategiske udfordringer inden for vækst, klima, demokrati og borgerinddragelse, rekruttering, integration og sundhed.Martin Østergaard Christensen, ny stadsdirektør i Aarhus Kommune pr. 1. juni 2022
Det er et enigt ansættelsesudvalg, der står bag indstillingen af Martin Østergaard Christensen, som ny sparringspartner for borgmester og byråd. Borgmester Jacob Bundsgaard (S) glæder sig:
»Martin Østergaard Christensen har den helt rette profil. Han har lang erfaring fra flere toplederposter, og som bonus har han allerede et indgående kendskab til Aarhus Kommune. Han har med stor succes implementeret en ny organisation i Børn og Unge og udvist stærke evner til at samarbejde både inden for eget område, på tværs af Aarhus Kommune og med det politiske niveau,« siger Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.
Ifølge borgmesteren har Martin Østergaard Christensen »et skarpt blik for både strategi, helhed og kommunikation«.
Glad og stolt
Martin Østergaard Christensen er glad og stolt over udnævnelsen.
»Aarhus er en fantastisk by og en dynamo for udviklingen i Vestdanmark, et skønt sted at leve, bo, uddanne sig og arbejde. Som kommune spiller Aarhus en stadig større rolle for erhvervsliv og kulturen både regionalt og internationalt. Jeg vil gøre mit til at indfri byrådets og byens ambitioner: Aarhus – en god by for alle. Men vi står også over for store strategiske udfordringer inden for vækst, klima, demokrati og borgerinddragelse, rekruttering, integration og sundhed,« siger Martin Østergaard Christensen, som bliver den øverste administrative chef for kommunens ca. 30.000 ansatte.
Martin Østergaard Christensen, som bor i Aalborg, er 47 år, gift og har to børn på 16 og 19 år. Han er opvokset på Mors, uddannet cand.mag. i historie og psykologi fra Aalborg Universitet i 2003, og han har taget pædagogisk diplomuddannelse i 2005 ved Skive Seminarium. Martin Østergaard Christensen har også taget en lederuddannelse i strategisk ledelse for offentlig ledelse og flere moduler i masteruddannelsen i public administration. Martin Østergaard Christensen er bl.a. medlem af kontaktudvalget i KL samt bestyrelsesmedlem i virksomheden Ping IT.
Martin Østergaard Christensen overtager posten som stadsdirektør efter Peter Pedersen, der har været konstitueret stadsdirektør, siden Niels Højberg efter 13 år på posten valgte at fratræde ved udgangen af februar i år.
Med ansættelsen af Martin Østergaard Christensen konstitueres Helle Bach Lauridsen som direktør for Børn og Unge.