»Jeg er sgu godt nok lidt nervøs for at skulle ind i sådan en der«: Forskere undersøger, hvorfor vi nyder det, der skræmmer os – og en dag målte de min frygt
På Aarhus Universitet findes en gruppe forskere, der bruger deres vågne timer på at finde ud af, akkurat hvor gyseligt det må være, før det bliver ubehageligt. For hvorfor er det, at vi mennesker får nydelse ud af at blive skræmt fra vid og sans?
»Jeg er sgu godt nok lidt nervøs for at skulle ind i sådan en der,« siger jeg.
Thomas Therkildsens kollega er ved at finde et par virtual reality-briller frem. Om lidt vil de smide mig ind i det, Thomas Therkildsen, kandidat i psykologi, kalder »et lille univers« og udsætte mig for klaustrofobi, edderkopper og højdeskræk. Mens de måler præcist, hvor bange jeg bliver.
»Det her, det er bare vores første demoversion. Den har kun tre fobier, men i det endelige produkt satser vi på i hvert fald 20,« siger han.
»20?!« udbryder jeg, får spændt en lille hvid dims på underarmen og velcrobånd strammet om mine fingre.
Med de apparater kan han og Mathias Clasen, der leder forskningsprojektet Recreational Fear Lab, på en skærm følge med i, præcist hvor meget mine håndflader sveder, og hvor hurtigt mit hjerte løber. To parametre, som slår ud, når frygten sætter sig i kroppen. Sammen med en række andre forskere undersøger de to rekreativ frygt – den besynderlige omstændighed, at vi finder nydelse i frygtens verden.
Mit hjerte er kravlet så tilpas langt op i halsen, at jeg kan mærke det slå, da virtual reality-brillerne trækkes ned for mine øjne. Thomas Therkildsen griner.
»Det er godt, det er jeg glad for, det skal nok se godt ud på skærmen,« siger han.
»Gud, hvor er det ulækkert. Hvor skal jeg hen?«