På jagt efter talenter i Ghana: »Mon ikke, vi kan finde spillere på niveau med Kamaldeen Sulemana igen«
Aarhusianske Fatah Abdirahman tog i januar hul på et nyt fodboldkapitel, da han rejste til Ghana for at arbejde for FC Nordsjællands Right to Dream-akademi. Knap fire måneder senere ser han tilbage på sin første tid, der blandt andet har budt på en hård konfrontation med den sommetider barske ghanesiske virkelighed.
De første forårsfornemmelser har meldt deres ankomst ved Aarhus Havn. En vovehals eller to har smidt jakken og trodset de knap 11 grader, som formiddagen har budt på.
Men ved borde-bænkesættet foran Navitas er påklædningen en anden. Her bliver den ikoniske Canada Goose-vinterjakke trukket godt op om ørerne og hænderne gemt af vejen i lommerne.
»Det er jo helt vanvittigt koldt,« griner Fatah Abdirahman, der netop er vendt hjem fra Ghana for at holde ferie i det danske.
Ja, der er langt til de 38 grader, som han siden januar har været vant til.
Fatah Abdirahman, tidligere teknisk chef i AGF, har siden årsskiftet arbejdet som Head of Coaching på Right to Dream-akademiet i Ghana, der blandt andet samarbejder med og sender unge fodboldtalenter til den danske superligaklub FC Nordsjælland.
Men selv om jobbet, den nye kultur og udfordringerne falder lige i hans smag, har den første tid alligevel været noget af en mundfuld.
Hårdest var konfrontationen med den barske virkelighed, der lurer lige uden for akademiets trygge rammer.