Borgermøde om udviklingen i Hornslet
Torsdag den 3. marts fra klokken 16.30 til 19.00 er der borgermøde i Hornslet Hallen.
Efter borgmester Michael Stegger Jensen har budt velkommen, er der projektcaféer om Hornslet i Udvikling, Hornslet Vest, Kulturgrunden, skoleudvidelsen, daginstitutioner, mobilitet og vand og klima.
Kulturskolen, distriktsrådet og Hornslet skolebestyrelse er også med og fortæller om deres arbejde. Udenfor hallen står Hornslets spejdere klar med underholdning til børnene, og det lokale teater- og operaselskab Figaros sørger for musik undervejs.
Syddjurs Kommune byder på lidt at spise og drikke undervejs og håber at se rigtig mange.
Arrangør er Hornslet i Udvikling, der er en langsigtet indsats, som er igangsat af Syddjurs Kommune i 2021. Den sætter ramme om og retning på den store udvikling, som sker i området i disse år, og skal være med til at sikre, at væksten sker i samarbejde med byens borgere og øvrige lokale aktører, samt at nye projekter styrker Hornslet som en attraktiv by for bosætning, handel og fritid.
»I udviklingen af Hornslet har Syddjurs Kommune brug for byens lokale stemmer til at sikre, at udviklingen skabes i samarbejde med dem, som bor i byen. Derfor har Syddjurs Kommune i december 2021 nedsat en Ambassadørkreds med 25 særligt udvalgte aktører med relation til byen, som skal bidrage med at komme med input til udviklingsarbejdet. Ambassadørkredsen kommer med input og perspektiver til forskellige projekter, som Syddjurs Kommune lægger på bordet. Derudover skal Ambassadørkredsen bidrage til den kommende vision for det fremtidige Hornslet og være med til at sprede de gode budskaber om udviklingen, som finder sted i byen,« hedder det i mødeindbydelsen fra Syddjurs Kommune.