Ung mand anholdt: Kørte narkokørsel, havde kniv i bilen og oplyste forkert navn
Tirsdag formiddag fik betjente fra Østjyllands Politi øje på en ung mandlig bilist. Han fik betjentenes opmærksomhed, fordi - som det fremgår af døgnrapporten - han så meget »nervøs« ud og smuttede ned af en sidevej, da han fik øje på politiet.
Politiet fulgte efter og fik dirigeret bilen ind til siden. Da den unge mand bag rattet virkede påvirket af stoffer, blev han anholdt og sigtet for narkokørsel, og han blev visiteret, og bilen blev ransaget.
Under det ene sæde lå en joint og i handskerummet lå en lille kniv. Begge dele blev han sigtet for at besidde.
Bilisten opgav sit navn og personnummer på stedet, men lidt senere fandt betjentene ud af, at han havde opgivet navn og data på en anden person. I virkeligheden var den anholdte en 19-årig mand, som slet ikke har kørekort.
Det blev derfor til yderligere to sigtelser – for falsk anklage og for kørsel uden førerret.