Jazz og digte, streetart og det bedste til dig og dine venner
Syng med, se på kunst, lyt til ord og musik eller brug fysikken langsomt og hurtigt denne dag i festugen.
Der er musik og digte på programmet, når digter og forfatter Peter Laugesen sætter ord på jazzsaxofonisten Christian Vuusts musik tirsdag kl. 17 i Maritza Salen, Frederiksgade 78C.
Vuust og Laugesens samarbejde kan kaldes en slags moderne jazz and poetry, lyder det i beskrivelsen af arrangementet:
»Når Peter Laugesen lader sine ord gå i clinch med musikken, er der altid noget originalt på spil. Som en unik digterstemme i dansk litteraturhistorie bidrager han med en personlig og overbevisende timing og falder opfindsomt ind i orkestrets stemningsfulde og subtilt swingende musik. Christian Vuusts kompositioner danner rammerne for en organisk strøm af toner, ord og harmonier, vakt til live af musikerne og Laugesen i fællesskab.«
En billet til koncerten, hvor musikerne ud over Christian Vuust på tenorsaxofon er Esben Tjalve på klaver, Torben Bøtker Bjørnskov på bas og Frederik Bülow på trommer, koster 130 kr.
Streetart på Ø
Før kunne man opleve det i Byparken på Frederiks Allé, men nu skal man ud til Aarhus Ø for at opleve Street Art Festival 2021. Det er Sailing Aarhus og Galleri Grisk, der står bag projektet, hvor seks kunstnere fra ind- og udland fra tirsdag og frem til den 5. september skaber 12 værker på havnepromenaden ved Jette Tikjøbs Plads.
Værkerne bliver malet på ”lærreder”, der er fem gange fem meter store, og som i løbet af ugen kan blive malet over adskillige gange.
Festivalen er kurateret af streetartist Peter Birk fra Galleri Grisk, og man kan som regel med fordel vente til over middag med at besøge kunstnerne på gaden.
Langsomme cyklister
På Frederiks Allé kan man til gengæld kl. 15-16 tage del i en konkurrence tirsdag om at køre langsomt på en cykel. Det gælder i al sin enkelhed om at køre 20 meter så langsomt som muligt.
På to baner, ved siden af hinanden, skal man konkurrere med en anden cyklist om at komme langsomst fra A til B – uden at røre jorden, uden at stå stille og uden at køre baglæns.
Hurtige fægtere
Der er derimod ingen point i at være langsom for de fægtere fra Jysk Akademisk Fægteklub, som tirsdag kl. 16-18 giver opvisningskampe i deres kampsport, så man kan se, hvordan den tager sig ud, når de mere erfarne praktiserer den.
Indimellem disse kampe kan andre komme til at prøve sporten. Fægteklubben stiller udstyr og folk til rådighed, så man kan få lov at prøve kræfter med det, som den ikke tøver med at kalde for »verdens fedeste sportsgren«.
Dagens sange
Endelig er det værd at huske, at Aarhus Festuge opfordrer til, at man synger sig igennem festugen.
Tirsdag er der f.eks. morgensang kl. 9.15-45 i Aarhus Domkirke, og kl. 20-20.30 på Salling Rooftop spiller den aarhusianske vokalgruppe Sono op med »groovy a cappella-musik«, både covers og original musik. Denne sangaften tager udgangspunkt i temaet ”rejse”, både musikalsk og tekstligt.
”Shubberne” og ”Gasserne”
Nå ja, så spiller Gas-Bi-Dua kl. 17.30-20 op i festteltet på Pustervig med et katalog af alt det bedste fra Gasolin’ og Shu-Bi-Dua. Orkesteret sætter selv ord på: »Et solidt orkester, hvor der bliver sparket gas i ”Shubberne” og fyret op under ”Gasserne”. En koncert med Gas-Bi-Dua er fællessang, svedige guitarsoloer og udødelige klassikere. Med andre ord det bedste til dig og dine venner.«