Fortsæt til indhold
Aarhus

Kulturpris til Pavillonens direktør

JP Aarhus

Kulturprisen, som Norddjurs Kommune hvert år uddeler, går for årgangen 2020 til Jesper Jul, direktør for kulturhuset og spillestedet Pavillonen i Grenaa.

Under normale omstændigheder skulle prisen være overrakt ved et award-show, der skulle have fundet sted i januar, men grundet covid-19 og nedlukning har showet ikke kunnet finde sted. Prisen er i stedet overrakt i Pavillonen af formanden for Kultur- og fritidsudvalget i Norddjurs, Lars Østergaard, med motivationen:

»At kandidaten i mange år har gjort en stor indsats for kulturen i Norddjurs med vedholdende og engageret indsats. At det netop skal være i år, kandidaten tildeles prisen, skyldes også, at det i år er lykkedes at blive udnævnt til netværksspillested og dermed et tættere samarbejde med Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik. Dette sker samtidig med en meget stor indsats for at bringe Norddjurs på det kulturelle danmarkskort, bl.a. med masser af arrangementer, på trods af at være i en meget usædvanlig og vanskelig tid grundet covid-19.«

Selv siger Jesper Jul:

»Jeg er utrolig glad og beæret over at modtage Årets Kulturpris 2020. Den levende kultur er enormt vigtig for vores samfund og for mig. Den er identitetsskabende, den er sammenhængskraften, og den er med til at skabe profil til området – specielt her i vandkanten. Den er yderligere vigtig for, at vi er et interessant sted at bo, at leve og arbejde. Jeg er utrolig glad for, at arbejdet med at bringe Norddjurs på det kulturelle landkort bliver værdsat, og jeg er stolt over at modtage prisen.«