Østjyderne får tre affaldsspande i fremtiden
Når østjyderne fra 2023 skal sortere affald i 10 forskellige affaldstyper derhjemme, bliver det i tre beholdere.
Det skriver Affaldvarme Aarhus i en pressemeddelelse.
Affaldvarme samarbejder med Reno Djurs, Renosyd samt Favrskov Forsyning om en fælles ordning, fælles indkøb og fælles planlægning. Det betyder, at 560.000 østjyder i Skanderborg, Odder, Syd- og Norddjurs, Favrskov og Aarhus Kommune får samme ordning.
De tre affaldsbeholdere bliver med i alt fem rum: Restaffald og madaffald skal i hvert sit rum i en beholder, papir, pap og tekstiler skal i en anden beholder, og plast, mad- og drikkekartoner, glas og metal skal i en tredje beholder med to rum. Farligt affald bliver hentet for sig selv.
»Vi glæder os til at give vores kunder muligheden for at sortere endnu mere derhjemme, end de har mulighed for i dag. Jeg tror, mange gerne vil gøre en ekstra indsats for at sende endnu mere affald til genanvendelse, når de nemt og hurtigt kan gøre det i egne beholdere,« siger Søren Frandsen, bestyrelsesformand, Favrskov Forsyning A/S, i pressemeddelelsen.
Ifølge affaldsselskaberne er der i løsningen lagt vægt på, at affaldsbeholderne skal fylde så lidt som muligt hos kunderne, at det skal være så nemt som muligt og belaste klimaet så lidt som muligt.
»Det er en af de største omlægninger af vores affaldshåndtering i mange år. Vi har haft stor fokus på at gøre det så let som muligt for den enkelte kunde og samtidig gøre det så godt som muligt for miljøet. Det synes vi, at vi er lykkedes med,« siger Finn Sander Jensen, bestyrelsesformand, Renosyd I/S, i pressemeddelelsen.
Ydermere har der været fokus på, at ordningen skal virke fra dag ét.
»Østjyderne skal kunne regne med, at deres sortering i hjemmet er indsatsen værd, og at løsningen fungerer fra begyndelsen. Derfor har vi også gjort en ekstra indsats med vores forarbejde og blandt andet kigget til andre kommuner og lært af deres erfaringer,« siger Bünyamin Simsek (V), rådmand, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, i pressemeddelelsen.
Aftalen om, at danskerne i fremtiden skal sortere i 10 affaldstyper, blev indgået af regeringen og en række partier i Folketinget i juni 2020.