Karruseltur med duft og farver – og inspiration til haven derhjemme
Tivoli Friheden byder for andet år i træk velkommen til blomsterfestival.
Der er dufte, farver og sanseoplevelser i vente, når Tivoli Friheden for anden gang byder velkommen til blomsterfestival fra den 1. juli til den 8. august
Havens gartnere har sammen med specialister udefra kreeret over 80 installationer og tre inspirationshaver med 32 bede. Gæsterne kan stadig benytte forlystelserne, men i fjor resulterede festivalen i 45 pct. flere juli-gæster end i 2019.
»Allerede dengang besluttede vi, at blomsterfestivalen naturligvis skulle vende tilbage i de kommende år, så vi kunne gentage den store succes,« fortæller direktør Henrik Ragborg Olesen.
Vi vil gerne imponere lidt og få nogle andre følelser frem i folk.Morten Palm Andersen, salgs- og marketingchef, Tivoli Friheden
Blomsterkultur
Festivalen sætter bl.a. fokus på blomsternes kulturelle betydning, og hvordan blomster følger os gennem livet og markerer højdepunkter og traditioner.
Samtidig bliver der mulighed for at deltage i havevandringer, havetalks, kreative workshops, showhaver og grønne serveringer, forklarer salgs- og marketingchef Morten Palm Andersen.
»Frihedens sommergæster skal kunne se, dufte, smage, tænke og mærke blomster på en helt ny måde – som mad, kunst, traditioner, historie, miljøaktivisme og meget andet. Vi vil gerne imponere lidt og få nogle andre følelser frem i folk,« forklarer han.
QR-koder på bede
Erfaringen fra i fjor er, at mange gæster ønsker mere præcis viden om planter og blomster.
»Vi har faktisk lavet QR-koder på alle vores bede, som man kan scanne, og så kommer man ind på en side, hvor man kan lægge dem i kurv og købe dem. Det lærte vi af sidste år, da mange blev inspireret til noget, de gerne selv ville lave derhjemme,« fortæller Morten Palm Andersen.
Alle med coronapas kan få adgang til forlystelsesparken, og ifølge salgs- og marketingchefen er forsamlingsloftet ikke længere et problem for Tivoli Friheden.
»Restriktionerne bliver aldrig en udfordring i forbindelse med vores blomsterfestival. Antallet af deltagere i arrangementer holder sig erfaringsmæssigt under grænsen, og desuden bevæger gæsterne sig rundt i haven,« siger han.