Fortsæt til indhold
Aarhus

Gammel Estrup får millioner til nyt tag

Herregårdsmuseet Gl. Estrup i Auning har fået 24 mio. kr. fra A. P. Møller-fonden til et nyt tag, den største enkeltstående fondsbevilling i museets tid.

tins

Taget på herregårdsmuseet Gammel Estrup har i en lang årrække trængt til at blive skiftet - de ældste dele af det er fra slutningen af 1800-tallet - men museet har ikke haft pengene til det.

Nu kan man gå i gang.

Museet har fået en afgørende håndsrækning i form af 24 mio. kr. fra A. P. Møller-fonden til arbejdet, den største enkeltstående fondsbevilling i museets tid.

»Taget er jo fuldstændig afgørende for, at bygningen fungerer. Desværre er det i meget ringe stand og skal derfor udskiftes snart,« siger museumsdirektør Britta Andersen i en pressemeddelelse, hvor hun udtrykker stor glæde over bevillingen, fordi det er så dyrt arbejde, der skal udføres.

»Dels er det en stor bygning, dels er den fredet og en af Danmarks bedst bevarede renæssanceherregårde, så vi kan jo ikke bare lægge et almindeligt, moderne tag på.«

Taget på Gl. Estrup skal renoveres med øje for, at det er en fredet bygning. Arkivfoto: Gorm Olesen

Hun forventer, at arbejdet med det nye tag går i gang umiddelbart efter sommeren.

Livet på loftet

Arbejdet får ovenikøbet den sidegevinst, at man dermed kan fortælle endnu en historie om de tjenestefolk, der gennem tiden var været en væsentlig del af herregårdens historie. For lige under taget finder man lofterne, som har været vigtige arbejds- og beboelsesrum for tjenestefolkene gennem tiden.

»Folkeholdets betydning på herregårdene er endnu ikke udforsket og derfor ikke fortalt. Det er en stor mangel, for langt de fleste af herregårdens mennesker var jo netop ansatte – en stor del af dem i hovedbygningen som tjenere, kammer-, køkken- og stuepiger. Disse arbejdende folk udgør en vigtig del af danskernes historie, og vi har Danmarks potentielt bedste rammer – lofterne på Gammel Estrup – til at kunne formidle den,« forklarer Britta Andersen.