DHL Stafetten rykkes til september
For at undgå coronarestriktioner har arrangøren af DHL Stafetten valgt at flytte arrangementet til sensommeren.
Selv om et bredt flertal på Christiansborg i sidste uge vedtog en udfasningsplan for coronarestriktionerne, ville DHL Stafetten, med planlagt afholdelse d. 17.-19. august 2021, stadig være underlagt restriktioner, som ville umuliggøre den traditionsrige stafet, som man kender den. Derfor har arrangøren Aarhus Motion valgt at rykke DHL Stafetten til d. 1.-2. september 2021.
Det skriver Aarhus Motion i en pressemeddelelse.
På den måde håber arrangøren, at stafetten kan finde sted i vanlig stil. Den eneste ændring er, at stafetten afvikles over to dage frem for de sædvanlige tre dage, da Mindeparkens grønne arealer overtages af Classic Car Race ugen efter.
»Mange virksomheder og medarbejdere har længtes efter et socialt arrangement, som kan give sammenholdet et boost, så vi glæder os til atter at tage arbejdshandskerne på for at lave en kæmpe fest og håber naturligvis,at de tilmeldte virksomheder vil overføre deres tilmeldinger til de nye datoer,« siger eventchef hos Aarhus Motion Jeanette Boye Sørensen.